På søndag, dvs. 22. sø. efter Trinitatis, prædikes der over Matt. 18:1-14.  -  I vor hjemmegruppe (”bibelkreds”) følger vi denne kirkelige tekstrække.  Det samme gør en gruppe i Folketinget hver uge.

Vi hører her, at Jesus stillede et lille barn ”midt iblandt dem” for at anskueliggøre, hvor nødvendigt det er at ydmyge sig som det lille barn, for det er just hvad sand omvendelse er.  Vi har alle løbende behov for en sådan omvendelse, har vi ikke?

Jeg var for et par år siden på et sommerstævne, hvor en amerikansk gæstetaler (en såkaldt ”calvinist”) blev spurgt:  ”Går et spædbarn fortabt, hvis det pludselig dør??”  Han svarede:  ”Det beror på, om det hører til de udvalgte!”  Da blev jeg vred, - vred og bedrøvet -, fordi der åbenlyst taltes imod Bibelens ord.  For Jesus siger jo i søndagens prædiketekst:  ”Således er det ikke jeres himmelske Faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes!”

Også Jesus blev vred, da disciplene i misforstået nidkærhed i Mark. 10:13 ville spærre vejen for de små på vej hen til deres Frelser.  Når det sker i dag, er en retfærdig vrede på sin plads.  ”Lad de små børn komme til mig….” står der videre.  Læs, om du vil, dette bibelvers forfra og bagfra.  Du finder kun Jesus og intet dåbsvand.   Ja, selv før de kom til Jesus, hørte de allerede Guds rige til.

”Jeg taler helst med børn”, sagde Søren Kierkegaard.  Jeg tror, jeg har det på samme måde.  De voksne har jeg som oftest problemer med, ej mindst med religiøse forstå-sig-på-magere.  Men ikke med børnene.  Dér hører jeg englene synge!

Og jeg synger med!

8.11.12 – jn