Forside
”Jeg taler helst med børn!” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 22. oktober 2012 05:14



Min kone og jeg var i går, søndag, gæster ved et lille housewarming party ved Lyngby Sø.  Om eftermiddagen gik vi alle en tur på en smukt anlagt sti i denne populære natur.

Jeg gjorde, som jeg plejer, når jeg går tur på vor nyanlagte ”trampesti” i Næstved, jeg hilser på alle, som jeg i et splitsekund får øjenkontakt med.  I mange tilfælde bliver kontakten til samtale.

Men ikke her.  Af alle de forbipasserende var der kun én, som hilste venligt.  Han gjorde det med et lille overraskelsens smil som for at signalere, at det var han ikke vant til.  Hvorfor hilser folk ikke? tænkte jeg.  I Amerika er det nærmest en fornærmelse ikke at hilse.  I Tyskland ligeså.  Hvorfor denne forskel?  Var det fordi jeg var i nærheden af ”Whisky-bæltet”?

Men så blev jeg opmærksom på 2 drenge, der fiskede fra en bro.  Der var straks kontakt.  De fiskede aborrer, fortalte de mig ivrigt.  2 hjerteknusere på 11 og 12 år.  Omslaget fra nul kontakt med de voksne til spontan, hjertevarm ordveksling med knægtene gjorde indtryk.  De fik som ”souvenir” mit kort med dannebrog og historien om korset i flaget samt min amerikanske ”sølvmønt” med Joh. 3:16 smukt præget på dansk.  Deres taknemlighed og høflighed overfor en ”oldtidssag” som mig kendte ingen grænser og reddede dagen for mig.

Et af mine yndlingscitater af Søren Kierkegaard lyder:  ”Jeg taler helst med Børn;  thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener;  men de, der er blevne det – Herre Jemini!”  Selv plejer jeg at sige:  ”Børn er de bedste mennesker, der findes!”

Og også de bedste at tale med om Kristus!

22.10.12 – jn

 
Copyright © 2019 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)