Jeg har sammen med andre skrøbelige oldinge (selv er jeg årg. 1937)   mange skavanker at slås med.  Dette være sagt meget varsomt, da der vitterlig er lidelsesfæller, som har det værre end jeg.

Jeg passes op af ”hjemmeplejen” i vor nye bolig i Skovlunde, kun 1½ km fra vor datter og svigersøn. Det er pga. dem, vi flyttede hertil 1/8, og som vi har trukket alt for store veksler på med indretning og mange, mange praktiske ting, som min kone og jeg ikke har kræfter til selv at ordne.  

Min norske viv, Solfrid, har mange smerter, men dog førlighed nok til at købe lidt ind.  Det kan jeg ikke, selvom min rollator er okay indendørs. Ud kommer jeg dog om sø. hvor jeg hentes og bringes i bil til og fra Skovlunde Kirke.  Og så er ellers avisen min prædikestol og har været det i over 50 år.

Hvis også du er en ufuldkommen og fejlende Kristi discipel, er du indbefattet af Herrens kærlige plan og nærvær dag for dag.  Herom kan jeg ikke mere være tavs, selvom om jeg som ganske ung var meget sky og genert – men den ”hurdle”  har Gud hjulpet mig over med.

For lidt siden kom en purung plejerske (20 år) ind på mit arbejdsværelse, mens jeg skrev og spurgte:  ”Hvad skriver du om?” Det fortalte jeg hende med glæde og fik på den måde en naturlig anledning til at vidne om Jesus, og hun lyttede med et  godt, åbent ansigt. Åh ja, jeg brænder for den ungdom.

Det er et kæmpe privilegium at både skrive og tale om Guds riges nye og glade og forløsste verden, som jeg har lært at kende gennem Herren Jesus Kristus.

”Til alderdommen er jeg den samme”, siger Herren (Es. 46:4), og den sandhed kan jeg eksistentielt og erfaringsmæssigt skrive under på.

20.1.25 - jn 

P.S  Jeg har nu fået en el-scooter, som jeg skal  i gang med. Tak, Herre, også for denne styrelse af dig!