Forside Artikler Sjælens dybe, dybe længsel efter Guds forløsende ord
Sjælens dybe, dybe længsel efter Guds forløsende ord Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Lørdag, 20. Juli 2024 16:57

”Se, dage skal komme, lyder det fra den Herre Herren, da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord.” Am. 8:11

Den åndelige hunger i sjælen efter det forløsende, levende Guds ord kan være så akut og stærk, at intet andet kan tilfredsstille den vansmægtende sjæl.  I gamle dage kunne vækkelsens vinde blæse over selv et kirkesogn. Herom berettede for mig en gudfrygtig kvinde, der som ung blev ”vakt” oppe i Nordsjælland.  Hun fortalte, at den åndelige hunger kunne være så stærk, at mennesker kunne komme i sjælenød og  spørge efter Gud allerede under præstens lovbefalede oplæsning af Guds ord efter gældende tekstrække. Mere skulle der ikke til dengang.  En sådan åndelig ”besøgelsestid” er nærmest ukendt i kirken i dag.

Jeg tænkte på dette i morges, da jeg med min Bibel og salmebog fik tid til TV-andagten fra Domkirken i København.  Selv hungrede min sjæl foran skærmen efter Guds ord.  En sådan sult hæver sig over kirkens monotone ritualer med alt, hvad dertil hører.  Alligevel inddrikker jeg oplæsningerne fra Guds ord, synger med på salmerne, især hvis de fremhæver selve evangeliet (hvad de helt moderne salmer sjældent gør),og prøver i Ånden at  bede med ved oplæste bønner og til sidst modtage velsignelsen fra  4. Mos. 6:24-25, som stadig er en åndelig og fornyende ”evergreen.”

Min gode ven fra gamle dage, den norske vækkelsesprædikant John Olav Larsen fra landets statskirke, blev af en journalist spurgt:  ”Hvad er vækkelse?”  Han gav det gode svar:  ”Vækkelse er, når folk begynder at spørge efter Gud!”  Det gav han mig lov at citere ham for.

Donald Trump nævnte, at Gud nådigt værnede ham mod attentatforsøget.  Det er jeg glad for, han sagde.  Thi det kan man stadig sige i USA, men ikke i  Danmark, som åbent har fravalgt Gud trods et poleret orkester af både folkekirke, slotskirke, over 2000 præster med deres biskopper og kirkeministerium.  Fint nok hvad du sagde mr. Trump, men det er ikke nok.  Den personlige, angerfulde bekendelse som en fortabt synder med vor Herre Jesus Kristus som landets eneste redning behøver verden at høre både i USA og DK.  Og lige nu er det DK, mit fødeland, jeg i mine bønner føler særligt for.  20.7.24 - jn


 
Copyright © 2025 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)