Sand syndserkendelse er sjælden hos såkaldte kulturkristne.  I kirken findes den ”på papiret” i oplæste, lovfæstede ritualer, men uden at nå omskabende ind til hjerterne.  Ja, sådan oplever jeg generelt den ev.-lutherske kirke, som jeg hver søndag som svært handicappet befordres til. 

I frikirkerne er betoningen ofte den opstemte ”lovsang”, gerne ledet af en rytme-orienteret og emotionel platform.  En skotsk forkynder, J.J. Adam, sagde engang:  ”Jeg hører mange sige ”jeg er frelst”, men jeg vil gerne høre nogen sige:  ”Jeg er fortabt!” Han havde en vigtig pointe.

Mit fordums synderegister er rystende og forfølger mig, men nådens ”register” er større (Rom. 6:20) og fylder mig med taksigelse og tilbedelse, om end med stammende tunge.  Forhen var jeg en syndens lænkede fange uden forløsende frihed, før den gode Hyrde fandt mig som et ufatteligt fortabt og håbløst ”tilfælde” (Luk. 19:10).  Hans uimodståelige nåde fik mig til taknemligt at modtage en sådan Frelser (Joh. 1:12).

Men jeg har livet igennem, ej mindst som kristen, været ”passet op” af to trofaste ”vagthunde”, som hedder anger og omvendelse.  Samme nåde kunne Paulus vidne om (1. Tim. 1:12-16) sideløbende med hans apostolske lærergerning.  Et sådant liv på Golgatas og korsets præmisser begærer jeg mere end nogensinde,  - thi jeg har kun har korsets uforskyldte nåde at rose mig af. (Gal. 6:14).

Jeg har ind imellem citeret Th. Mundus, en dansk/norsk forkynder, som kom til at betyde meget for mig.  ”Han sagde engang:  ”Jeg skjuler mig ansigt i mine hænder i skyld og skam, men jeg vil (stadig) vidne om Ham!”  Dér befinder jeg mig selv, ikke som en from helgen, men placeret ved siden af tolderen, som bad:  ”Gud vær mig synder nådig!” (Luk. 18:13)  15.7.24 - jn