Mel.:  Nu rinder solen op af østerlide…  (DDS 743)

En stjerne jeg i ordet ser oprinde,

som skinner for mig mer´ end nogensinde,

er den af verden trods kun upåagtet,

den endnu mere er mig eftertragtet!

Mens det i verden mørkner alle steder,

hvor kløgt og tidsånd sine skridt betræder,

Guds visdom åbenbares mig ved Ånden,

mig nænsom ta´r Han mig ved Hyrde-hånden!

Thi vi med Kristus aldrig går i blinde,

mens Han på os la´r ordets lys beskinne,

som månen, der sit skin fra solen nyder,

i Kristi sandhedslys sig sjælen fryder!

Men kirkens folk tit lidet krist´ligt sanser,

med høje tårne de sig trygt forskanser,

men selv de kan om Jesus intet sige,

thi endnu er de uden for Hans rige!

Men også disse må om Herren høre,

for selv bag kirkens mure og dets døre,

vi vidne må og ordet vid´regive,

hvis troen død ej fortsat skal forblive!

Vi denne verdens visdom må forkaste,

til Kristi efterfølgelse os haste,

men la´r du dig med løgnens ord forføre,

ak, for dig Gud kan ikke mere gøre!

30.1.24 - jn