De tre vidner |
Skrevet af Jørn Nielsen | |||
Torsdag, 02. december 2010 11:18 | |||
Spørgsmål:
Under Helligåndens inspiration var det for apostlen Johannes vigtigt med en sand, uafkortet forkyndelse af Guds Søn. Der har til alle tider, også i vor tid, været snedige, forførende angreb på Hans person. Derfor gør apostlen meget ud af at understrege, at Jesus ikke blot er Jesus, men at Han er "Kristus kommen i kødet" (2. Joh.v. 7), hvilket er ensbetydende med en bekendelse til Ham som den inkarnerede, salvede Guds Søn, ja, som "den sande Gud og det evige liv" (1. Joh. 5:20). Dette er en anstødssten for moderne, religiøse retninger også i dag. På Johannes´ tid huserede en vildfarelse kendt som "gnostikerne" ført an af en prominent forfører ved navn Cerinthus. Han lærte, at ved Jesu dåb iklædtes Han Kristus, men ved Hans senere lidelse og død forlod Kristus Ham, så der kun var Jesus tilbage. Det var med andre ord en fornægtelse af selve den guddommelige inkarnation. Denne vranglære blev lanceret som en "dybere indsigt" eller kundskab (det græske ord "gnosis" betyder ligefrem "erkendelse"), men imødegås af både apostlen Johannes og Paulus. Her gør Johannes under ledelse af Guds Ånd det klart, at Jesus ikke bare kom "med vandet" (dåben), hvor Han fik dette vidnesbyrd: "Denne er min Søn, den elskede; i Ham har jeg velbehag!" (Mt. 3:17), men også "med blodet" (Hans lidelsens dåb), idet "Gud stillede Ham til skue i Hans blod" (Rom. 3:25, norsk ovs.) til vor frelse og retfærdiggørelse. Det vil sige: Gennem hele Jesu offentlige tjeneste i ca. 3½ år fra dåben til Hans stedfortrædende soningsdød på korset var Han Guds evige Søn i menneskeskikkelse, som Åndens vidnesbyrd peger på, thi Ånden vidner ikke om Ånden, men om den korsfæstede og opstandne, herliggjorte Jesus Kristus. Mærk: "Helligånden vidner for os herom," (Hebr. 10:15), nemlig om Kristi fuldbragte værk. Som Herrens vidner er vi ikke kaldede til blot teoretisk at forklare teologiske begreber, men i Åndens kraft at forkynde Kristus sådan som evangeliet fremstiller Ham. Herren sagde: "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft, og I skal være mine vidner…" (Ap.G. 1:8) og ikke: "I skal blive så og så dygtige teologer til at argumentere el. diskutere."
-jn- 2.12.10
|