Spørgsmål:  Ifg. Fil. 2:9 har Gud skænket Ham ”navnet over alle navne”.  Hvad er det for et navn?

Svar:  Det er HERREN!  Thi ”hver tunge skal bekende til Gud Faders ære:  Jesus Kristus er Herre!” (v.10).  I Salme 83:l8-19 læser vi: ”Lad dem…kende, at du, hvis navn er Herren, er ene den højeste over al jorden”  eller som der står i den norske 1978-oversættelse:  ”…at du alene, som har navnet Herren, er den højeste over hele jorden.”

Dette navn møder vi igen og igen i Det gamle Testamente som gengivelse af det hebraiske navn ”Jahve”, der nævnes første gang i 2. Mos. 3:14, hvor dette navn tydes med ordene:  ”Jeg er den, jeg er!”  Og  fx i  Es. 42:8:  ”Jeg er Herren (Jahve), det er mit navn.”  Dvs.:  Den evigt, selvopretholdende Gud (Jahve), altid i nutid (”Jeg er”).

På græsk blev det til ”Kyrios” (Herren), som i Det ny Testamente konsekvent bruges om Jesus Kristus.  Vor Frelser er med ordene:  ”Jesus Kristus er Herre!” således tillagt en titel, som ifg. Es. 42:8  tilkommer Gud alene (”Jeg er Herren – Jahve –er mit navn!”).  Men at give Jesus en så suveræn titel, er ensbetydende med at anerkende Hans guddommelighed.

Når det i Fil. 2:10 med henvisning til Esajas 45:23 siges, at ”i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden..” er det en yderligere understregning af Jesu guddommelighed, som imidlertid fornægtes af fx Jehovas Vidner, som sidestiller Jesus med  en engel (nemlig ærkeenglen Mikael).

Samtidig siges det også, at det er Gud Fader, der har ophøjet Jesus som Herre.  Der skelnes altså mellem Jesus og Gud Fader, hvilket ikke bør forvirre os.  Men blev Jesus først Gud, da Gud gjorde Ham guddommelig?  Nej, men vi har med et mysterium at gøre, som fremstiller Jesus som både sandt menneske og Gud.  Og det var som Gudsmennesket, Han blev ophøjet.   Det er som det opstandne, herliggjorte Gudsmenneske, at Han som Herren har det absolutte herredømme.  ”For alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen.”  Joh. 5:23.

Så meget plads har vi ønsket at give til forkyndelsen af Jesus som både sandt menneske og Gud, fordi mange snedige angreb rettes mod Hans unikke Guddomsperson ud fra ræsonnementer, der forkaster dette mysterium.  Nogle benægter ikke, at dette er apostolsk lære, men hævder, at på det punkt tog apostlene fejl, når de fx forkyndte, at ”Han (Jesus Kristus) er den sande Gud og det evige liv”  (1. Joh. 5:20), og at ”Kristus er over alle ting, Gud højlovet i evighed!”  (Rom. 9:5) eller at det virkelig med apostolsk autoritet kan siges om Sønnen (Guds Søn):  ”Din trone, o Gud! står i evighed fast…”  (Hebr. 1:8).

Tilbedelse af Kristus som Herre viger ofte for mekaniske, udvandede bønner, der begynder med ordene ”Kære Jesus…”, som mere smager af tradition end tilbedende bøn i Ånden.  Dette være ikke sagt for at såre nogen, men for i stilhed at give Jesus den plads, Faderen har givet Ham, nemlig som HERREN med alt, hvad dette indebærer i vort praktiske liv.

-jn-
25.9.10