Spørgsmål:  I stigende grad ser vi troende mennesker, som afgår ved døden, blive ”bisat”, som blot er et andet ord for at blive brændt.  Kan denne praksis forsvares ud fra et bibelsk synspunkt?

Svar:  Nej, det kan den ikke.  Den sekulariserede, kristne kirke har utvivlsomt sine fornuftsargumenter for denne hedenske skik, som jeg ikke skal bruge plads på at opremse her, men bibelsk er den i hvert fald ikke.

”Begravelse” er det bibelske ord i både det gamle og nye testamente.  Det er første gang nævnt i 1.Mos. 23:3, hvor Abraham ønsker sig et gravsted til sin afdøde Sara, ”så jeg kan…begrave hende.”  Og sådan nævnes der i Bibelen mange ex på troende mennesker, der blev begravet eller lagt i en grav.  Samme ord nævnes i Det ny Testamente.  ”David døde og blev begravet”  (Ap.G. 2:29).  Vi kender alle ordet i 1. Mos. 3:19:  ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv (nemlig jordens støv) skal du vende tilbage.”

Dette kan kun ske ved begravelse.  Ved brænding opløses legemet ikke til jord, men til kalk.  I Amos 2:1 står der fx, at Edoms konges ben blev brændt til kalk.”  Så ved moderne, såkaldte ”bisættelser” kan præsten ved den ceremonielle jordpåkastelse lige så gerne sige:  ”Af jord er du kommet, og til kalk skal du blive!”  Når der i Bibelen tales om anden måde end begravelse at bortskaffe de døde på, er det altid i forbindelse straf og dom.  (Fx i Es. 14:19-20 om dommen over Babels konge, som ikke blev tilstået en regulær begravelse).

I 3. Mos. 20:14 er der ganske vist tale om kremation, men her er brænding omtalt som dødsstraf for grov utugt og altså ikke som alternativ til begravelse.

At troende mennesker i vid omfang alligevel bestemmer sig for brænding, når deres afsjælede legemer engang skal lægges i kisten, er, sådan som jeg ser det, ikke udtryk for noget ønske om at følge Bibelen, men snarere tidens hedenske mode som et bevidst eller ubevidst oprør mod Guds ord.
Om vor Frelser står der, at ”Han blev begravet” (1. Kor. 15:4).  Jeg spørger dig, som synes, det kan være ganske underordnet, om vi begraves eller brændes, mener du også, at Jesus lige så gerne kunne være blevet brændt?  Nej, vel?  Den blotte tanke vil nok frastøde dig.  Men ordet forkynder, at ”Kristus efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i Hans fodspor” (1. Pet. 4:21), og gælder det ikke også mht begravelse?

Tænk over spørgsmålet i lys af Bibelen og følg ikke blindt den hedenske skik med brænding (kremation), som blot er et af de mange udslag af verdslighed, der har sneget sig ind i den bekendende kristne menighed. Thi vort kald er ikke at skikke os lige (eller tilpasse os) denne verden (Rom. 12:2) heller ikke, når det gælder måden af skille sig af med de døde på.

-jn-

19.10.10