Kommer vi til Himlen efter bortrykkelsen? Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 14. februar 2018 15:14


Spørgsmål: Hvor står det i Bibelen at vi kommer til Himmelen etter opprykkelsen?

Svar: Det står ikke lige sådan!  Men alligevel er det en udbredt opfattelse, at når Herren kommer, vil de troende bortrykkes til selve Himlen, da rejsen til Herren i luften iht 1. Tess. 4:13-18 fortsætter til Himlen, til "faderhuset" (Himlen), som Joh. 14:1-3 taler så vidunderligt om.

Sådan lærte jeg at tro som ganske ung.  Og blandt de brødre, der forkyndte sådan, var der personligheder, som betød meget for mig som ung kristen.  De betyder stadig meget for mig, da de i efterladte skrifter taler endnu efter deres død.  Mange af dem har Herren brugt som redkaber til mange sjæles frelse.

Ved intens studium så jeg det anderledes.  At vi skal samles hos Herren i "faderhuset" ligger helt klart, og det kan kædes sammen bortrykkelsen i 1. Tess. 4, når Herren siger: "Jeg kommer igen og tager jer til mig"  i Joh. 14:3, ligesom Herrens forsikring om at "hvor jeg er dér skal også I være" næsten er et ekko af 1. Tess. 4:17:  "Og så skal vi altid være sammen med Herren."

Herrens komme til luften ser jeg som et kæmpe velkomstmøde, ikke på vej til Himlen, men på Hans vej mod jorden "sammen med alle Hans hellige" (1. Tess. 3:13) forvandlede i nye legemer (sket i et nu, i et øjeblik, 1. Kor. 15:52).  Det sker ikke før, men efter trængselen, hvor vi skal være sammen med Ham i Hans tusindårsrige, som er nævnt 6 gange i Åb. 20:2-7. 

Dette komme til luften efter trængselen - "det salige håb" - er ikke forskelligt fra Hans "herlige tilsynekomst", men er een og samme begivenhed. Tit. 2:13.

At være sammen med Herren i tusindårsriget, hvor "Hans ord stifter fred mellem folkene, og Han hersker "fra hav til hav, fra floden til jordens ende"  (Zak. 9:10) er vel så godt som at være i selve Himlen.  For ved Hans åbenbarelse (Hans synlige komme) at være ligedannet med vor Frelser og se Ham, som Han er (1. Joh. 3:2) og være dér, hvor Han er, ja, det er den eneste Himmel, vi ønsker (Sl. 73:25).

Det kan vel siges, at vi efter bortrykkelsen kommer i Himlen, da tusindårsriget for Herrens frelste er som "Himmel på jord".  Der står en del om dette messianske rige i Bibelen, ej mindst hos profeterne, men mange enkeltheder forstår vi nok først, når dette vældige sker.  I forbindelse med dette rige vil Herren også have haft et "retsopgør" mod al uret på jorden (Rom. 9:28).

Den evige tilværelse med "en ny Himmel og en ny jord" (Åb. 21:1) sker dog først efter tusindårsriget og efter den endelige dom foran den store, hvide trone (Åb. 20:11-15). Satan får en kort virketid efter tusindårsriget, hvor der trods de harmoniske tilstande stadig vil være uomvendte mennesker og folkeslag, han kan forføre (Åb. 20:8), for ydre gode forhold kan ikke forvandle os indvendig, hvad tusindårsriget er eksempel på.  Satans virketid efter tusindårsriget, når han løslades fra sit fængel (Åb. 20:7) vil kun vare en ganske kort tid.  - 14.2.18 - jn