(Et spørgsmål fra Norge - fra  bladet "Evangelisten").

Spørgsmål: Noen gleder seg og er takknemlig og finner trøst og forventning til Jesu komme. Men det er noen kristne som opplever budskapet som skremmende og finner ikke noen glede ved budskapet! Hvorfor er det slik?

Svar:  Årsagen til at nogle troende kan glæde sig til Herrens komme og den endelige, uforstyrrede forening med Ham, medens andre har grund til at tænke på Hans komme med skamfølelse og dårlig samvittighed, tror jeg Guds ord kan give svar på, og der er især 2 steder i DNT, som bør stå levende for os:

Det ene sted er 1. Tess. 4:18, hvor apostlen i forbindelse med forkyndelsen af det store møde med Herren i luften hilser de troende med ordene:  "Så trøst (ikke "skræm") hverandre med disse ord!"  Dette centrale afsnit om Herrens komme efter sin troende menighed er skrevet til en flok, som havde oplevet en radikal omvendelse "til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud"  (kap. 1:9), og som i lighed med apostlen havde lidt ondt for deres tro (1:14) og derfor omtales som Paulus´ specielle glæde, ære og hæderskrans (1:19-20).

Der var altså tale om en lidende menighed, som trøstede og opbyggede hinanden med ikke bare med den grundlæggende frelsesvished, men også med frelsehåbet (5:8). "Håbets bekendelse" og dets forjættelse (Hebr. 10:23) har med Herrens komme at gøre.  Dette vil altid for forfulgte kristne være ord om vor kommende Frelser som "den strålende morgenstjerne"  (Åb. 22:16), der lyser op for vor åndelige horisont.

Sådan har det altid været.  Også blandt lidende kristne idag.

Men det er også muligt at leve sådan, at vi kan blive "til skamme for Ham ved Hans komme".  Ordet i sin fulde ordlyd siger:  "Og nu, børnlille, bliv i Ham for at vi, når Han åbenbares, må have frimodighed og ikke blive til skamme for Ham ved Hans komme!" 1. Joh. 2:28.  Læg mærke til, at  Johannes siger "vi" og ikke "I".  Han tager sig selv med vedr. den fare, vi alle kan stå i pga. et forrringet samfundslivet med Herren.

Når han skriver:  "Bliv i ham..." bruger han et ord, der betegner det levende, fortrolige samfund med Herren.  Han taler ikke om vor stilling i Kristus som frelste mennesker af uforskyldt nåde, og han taler derfor ikke om at gå fortabt, men om som frelste troende at leve i et stadig, ubrudt samfund med Ham, hvor alt, der bedrøver Ham, bringes ind i Hans lys til syndsbekendelse og renselse (1. Joh. 1:7, 9).

Samvittigheden kan sløves med verdslighed og kødelig opblæsthed, som tilfældet var i Korint (1. Kor. 4:8-13) som skærende kontrast til det liv, Paulus levede som forbillede til efterfølgelse.  Heldigvis var denne tilstand kun af midlertidig karakter og samfundet med både Herren og apostlen blev under oprigtig sorg og anger genoprettet ifg. de vidunderlige ord i 2. Kor. 7:8-11).
Herren efterlyser ikke vor rette læremæssige forståelse af endetiden og Hans komme, men et helligt liv i samfund med Ham, så vort liv kan være levende vidnesbyrd om den virkelighed, vi har fundet i Kristus og selv være "uplettet af verden" (Jak.1:27)

10.8.17 - jn