Et spørgsmål fra Norge - fra bladet "Evangelisten".

Spørgsmål: I følge bibelen er samboerskap en samlivsform som ikke har Guds velsignelse over seg. Hvor mye ansvar har vi å si til samboende i familie og venner som ikke er kristne,- at de lever i synd?

Svar:  Udtrykket "at leve i synd" kan være et belastende, fordømmende udtryk, når det gælder et ungt ikke-kristent samboerpar, som i pagt med den rådende tidsånd og humanistiske kultur måske ikke véd bedre.  Her gælder det som sjælevinder at "fare med lempe", idet sigtemålet jo er først og fremmest at vinde dem for Jesus Kristus.

Vi har i vor vennekreds af såkaldte nydanskere et ungt iransk par, som ønsker vort venskab og har vist os megen hengivenhed.  De er "religionsneutrale" og har endnu ikke truffet noget åndeligt valg.  Mit "kald" har ikke i første omgang været at fortælle dem, at de lever i synd, men på den anden side har de været så meget under ordets indflydelse, at de godt er klar over, at vi ser det lovformelige ægteskab som den bibelske måde at leve sammen på.  Og vi beder om, at de sideløbende med at høre evangeliet vil indse dette.

Personligt tror jeg, at trods al vor kærlighed til dem, vil de komme til et punkt, hvor de enten helt vil bryde med os eller tage imod Kristus som deres Frelser, men de er nok så oplyste, at de véd, det vil indebære en radikal omvendelse.

Blandt bekendende kristne har jeg været ude for tilfælde, hvor et par af forskellige (gerne økonomiske) grunde ikke vil gifte sig efter gældende lov, men være ægtefolk for Gud alene.  Det er naturligvis en vildfarelse, eftersom et ægteskab er både for Gud og den lovlige øvrighed.  "En gift kvinde er ved loven bundet til sin mand..." osv.  (Rom. 7:2).

Og om kristne ugifte, som ikke kan leve (seksuelt) afholdende, er Gudsordet gennem Paulus:  "Lad dem gifte sig!" (1. Kor. 7:9).  Tankegangen med, at de bare kan påbegynde et samliv uden ægteskab (og altså blot være gift for Gud), får intet bifald hos den inspirerede apostel.

Jeg mener godt, vi kan være "sandheden tro i kærlighed" overfor samboere og gøre dem klart, hvad Guds hensigt er med det forpligtende ægteskab, ligesom vi på andre områder i livet vedkender os Bibelens "vej" og normer, fx mht børneopdragelse, forretningsmoral, hjælpsomhed, idoldyrkelse (fx i forb. m. TV), forholdet til en arbejdsgiver (el. til ens ansatte), osv. osv.

I det foreliggende spørgsmål må vi i det enkelte tilfælde bede om visdom til at gå ret frem uden dog at være så "diplomatisk" og "rund", at vore omgivelser ikke véd, hvor de har os og dermed måske mister respekten vor vort vidnesbyrd.

Men først og sidst er det vigtigt at fremholde frelsens enkle vej af nåde uden gode gerninger eller ydre lovlydighed. Balancen er ikke altid så enkel, men Ånden vil give den fornødne visdom.  Jeg anbefaler, vi dvæler meget ved Jesu samtale med den samaritanske kvinde i Joh. 4 og at vi  ser, hvordan Han gik frem som sjælevinder, og i hvilken Ånd, Han gjorde det.  Den hjertegribende beretning er meget lærerig.   -21.4.17 - jn