Spørgsmål:  "Hva er Den Hellige Ånd og hvilke oppgaver har den?"

Svar:  Jeg vil prøve at besvare spørgsmålet både teologisk og rent praktisk, dvs. nævne Hans gerning i vort praktiske kristenliv så kortfattet som muligt.
Vi bør aldrig sige "den" om Helligånden, som er en person.  Han er ikke en upersonlig "kraft", som fx Jehovas Vidner lærer.  En "kraft" kan vi ikke volde sorg, som vi kan med en person.  Derfor står der:  "Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I blev beseglet med til forløsningens dag!"  Ef. 4:32.

Det græske ord for ånd er pneuma, som er et intetkønsord.  I Joh. 14:17 taler Herren om "sandhedens Ånd" som den Talsmand, der skal udfylde "tomrummet" efter Jesu himmelfart, og som skal få disciplene til at føle, at de ikke er efterladte faderløse, men at Han tværtimod vil komme til dem i kraft af Helligåndens gerning.  Her omtales Helligånden som "den" (intetkøn), fordi selv ordet (pneuma) grammatisk er intetkøn, men det er Helligånden ikke.

Joh. 16:7-13 gør det klart, at Helligånden er en person, og her omtaler Herren Ham ikke som "den", men som "Ham".

Helligånden er del af den guddommelige treenighed bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden.  Vi tilbeder ikke tre "guder" (som muslimerne påstår), men een treenig Gud bestående af disse tre personer.  Læg mærke til, at der i Mt. 28:19 døbes til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (ikke navne!) for at understrege, at der er tale om een Gud bestående af 3 personer.

Vi skal også mærke os, at Helligåndens opgave er at forherlige Jesus Kristus og ikke pege på sig selv.  En forkyndelse, der ophøjer og herliggør Kristus og gør Ham stor for vore hjerter, er Åndens gerning.  En forkyndelse, der ikke gør det, er ofte drevet af en fremmed ånd.

Det er Helligåndens værk, når en synder omvender sig og tager imod Jesus som Frelser. Det er Helligånden, der giver indre vished om vort barneforhold i  frihed uden nogen lovisk trældom.  Se Rom. 8:15-16. -  Vi formanes til at lade os fylde med Ånden (Ef. 5:18), men hvad fylder Åndens os med?  Kristus!

Helligånden overbeviser om synd.  Både ved selve frelsens modtagelse, men også i vort liv som frelste mennesker. 1. Johs. 1:9 og 2:1-2 taler om "vore (dvs. de troendes) synder" - ikke som en nødvendig livspraksis, men som en smertelig hændelse, der kan ske i Guds familie.  Den driver os til syndsbekendelse (1:9) og til fortrøstning i blodet og forsoningen.

Helligånden står os bi med de nødvendige ord i uventede situationer (Luk. 12:12).  Som Kristi vidner er vi inderligt afhængige af Hans Ånds bistand.
En norsk forkynder, jeg i min ungdom virkede sammen med, bad:  "Herre, vil du opfylde Ap.G. 1:8 på mig sådan som du mente det, da du gav dette løfte og ikke som andre udlægger det.  Det er en god bøn.  Og der er også min bøn, ligesom jeg tror, det er enhver ærlig Guds tjeners bøn.
 6.4.17 - jn