”Nedtællingen” og Noahs ark Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 30. januar 2013 14:34



Spørgsmål:
Hvordan vet man at Noah bygget på arken i 120 år?  (spørgsmål fra Norge)


Svar:  Det korte svar er, at det véd man heller ikke!  Der står ikke noget i Bibelen om, at Noah byggede på arken i 120 år.
Forvirringen er sket, fordi man henviser til 1. Mos. 6:3, hvor vi læser:  ”Da sagde Herren:  ”Min Ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de jo dog er kød:  Deres dage skal være 120 år.”


Men disse 120 år drejer sig om noget andet.  De er Guds ”nedtælling” til syndfloden.  Med andre ord:  Menneskenes ondskab på jorden havde i den grad taget til i voldsomhed (1. Mos. 6:5), at Gud på et vist tidspunkt sagde:  ”Nu er det nok!”  Og så satte Han en ”dead line” eller frist på, hvor lang tid en fordærvet menneskeslægt skulle blive ved at fremture på den måde, nemlig 120 år.


Vi véd ikke nøjagtigt, hvor mange år Noah brugte på at bygge arken.  Men nogen idé herom får vi måske, når vi sammenholder Noahs alder med sønnernes fødsler.


Noah fik sin første søn, Jafet, da han var 500 år gammel (1. Mos. 5:32).  At Sem nævnes først har at gøre med deres betydnings rækkefølge.  Sem var den vigtigste,  - han selv blev far til sin førstefødte, da han var 100 år, 2 år efter vandfloden (1. Mor. 11:10).  Sem var altså 98 år, da floden kom og må være født, da Noah var 502 år.


Jafet omtales i 1. Mos. 10:21 som den ældre bror af Sem, hvis vi følger flere, gode engelske oversættelser, men i den danske og norske ovs. er Sem omtalt som Jafets ældste bror.  Begge oversættelser er tilsyneladende mulige, men jeg vælger den engelske, da den er den eneste, der passer ind i kronologien.  Kam omtales som den yngste af de tre sønner ifg. 1. Mos. 9:24.


Da Herren gav Noah besked på at bygge arken var det efter at ”nedtællingen” på de 120 år var begyndt, men Noah begyndte ikke at bygge fra selve starten af de 120 års nedtælling.


Sem var altså født 98 år før syndfloden, og Kam blev født senere., måske var der 2 år mellem ham og Sem ligesom der var 2 år mellem Sem og Jafet.  Så Kam har måske været omkring 96 år, da syndfloden kom.


Vi får at vide, at Noah fik besked på at bygge arken et ukendt antal år før floden, og at den skulle være en redning for ham selv, hans sønner, hustru og svigerdøtre. 1. Mos. 6:18  Dette familiemønster må altså tages med i beregningen, men hvor mange år, der så var at bygge arken i, véd vi ikke.  Der har været gættet på 55-75 år – det beror lidt på hvor tidligt hans sønner nåede at få ægtefæller.


Beretningen om bygningen af Noahs ark ” til frelse for hans hus” (Hebr. 11:7) er først og fremmest beretningen om den kommende dom, som Gud har sat en frist på.  Hvornår fristen udløber, véd vi ikke, men vi véd, at en dag vil syndens mål været nået, og det vil være slut med Guds langmodighed, selvom Han er ”modig til at gå langt”.  Guds dom over ”den gamle verden” (2. Pet. 2:5) er en advarsel til vor verden lige før Herrens komme.  Den side af Guds plan og husholdning må ingen sandhedens forkynder i dag fortie!


30.1.13 - jn