|
”Fra nu af vil jeg regne med, hvad Herren har sagt!” sagde en ældre og svagtseende, troende kvinde til mig, efter en fin eftermiddag med Guds ord. Hun var ikke nogen verdslig kvinde eller verdsliggjort kvinde. Nej, verden havde intet at byde på eller nogen trøst at give. Alligevel var hendes sjæl utrøstelig.
Da er det, at den gave kommer til sin ret, som hedder ”De helliges samfund” - selvom dette måske kun består af 2 personer eller rettere: Af 5 personer, thi Faderen, Sønnen og Helligånden må jo tælles med. Hvad har vi at trøste og opbygge hinanden med i sådanne stunder? En god kop kaffe? Det er jeg altid med på, men mere end det. Især, når vi stundom sidder fast i forsagthedens sump og ikke kan se andet end vor egen elendighed eller al elendigheden omkring os.
Jeg tænker ofte på det råd, en ældre forkynder gav mig i min ungdom: ”Speak well of Christ!” - ”Tal vel om Kristus!” Om os selv er der kun dårligt at sige. Om Ham er der kun godt. ”I mig bor intet godt”, sagde apostlen. Og det bliver aldrig bedre. I Kristus bor der kun godt. ”Jeg takker Gud ved Jesus Kristus, vor Herre!” vidnede apostlen (Rom. 7:25) som svar på den iboende, uforbederlige elendighed.
Men det var ikke et vidnesbyrd om, hvad Herren ville gøre for ham her og nu, men hvad Han allerede havde gjort i Jesus Kristus. Vi dvælede en god stund ved denne mægtige sandhed. Og sandheden om, hvad Gud har gjort os til i Jesus Kristus. Ja, dette ordets vidnesbyrd tæller mere en alverdens upålidelige følelser.
Da var det vi sang igen og igen det lille, enfoldige kor, jeg engang lærte i Norge:
Regne, regne, bare tro og regne,
Alt er gjort, Gud har gjort,
Hvad som gøres skal!
Regne, regne, bare tro og regne,
Tag din Gud på ordet, regne du som Han!
”Syng det igen!” sagde den ældre enke. I Kristus er den uløselige gordiske knude hugget over. ”Det er fuldbragt!” Gud har gjort, hvad som gøres skal! Det ellers uløselige regnestykke er gået op i Jesus Kristus og i Ham alene. Hvilken dejlig eftermiddagsstund vi havde haft! Over en kop kaffe og Guds ord!
-jn-
|
