”Herre!  Du kender alt, du véd, at jeg har dig kær!”  (Joh. 21:17)

En mand vil vide, hvorfor jeg elsker Jesus.  Det er et samvittighedsspørgsmål.  Gør jeg det?  Jeg, som ”fejler i mange ting”, Jak. 3:2? 

Alligevel må jeg svare med Johannes´ ord: "Vi elsker, fordi Han elskede os først!" (1. Joh. 4:19). 

Sådan tror jeg enhver ærlig discipel vil sige. Jeg læste om en mand, der i et afgørende øjeblik i sit liv sagde: "Hvis det er sandt, at Gud virkelig har elsket mig så højt, hvorfor skal jeg da blive ved med at være Hans fjende?" Og det er jo befriende sandt.

Papir er taknemligt. Det er let at skrive om dette. Men vor Frelser siger også - til selvransagelse og meget usentimentalt - til sine disciple: "Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!" (Joh. 14:15).  Vi elsker ikke Jesus mere end vi elsker Hans ord i praktisk lydighed.

En kvinde besøgte mig på Rigshospitalet, hvor jeg lå som hjertepatient, og sagde med skinger røst: "Jeg ELSKER Jesus!" Jeg ønskede kun, hun hurtigst mulig ville forlade mig, for jeg følte, jeg havde besøg af en sværmer og ikke en ydmyg efterfølger af Herren.

"En bekendende kristen" kan blive falsk varebetegnelse. Som Thomas a Kempsis har sagt: "Kristus har mange bekendere, men kun få efterfølgere!"

En sikker måde at blive bevare fra vildfarelse på vil altid være selv at forkynde Kristus ikke bare med ord, men i lydig efterfølgelse. ’

Jeg har ingen lyst til at sige til højre og venstre: "Jeg elsker Jesus!" - hvem har det? - men vil hellere, som Johannes i Johs.evangeliet, omtale mig selv som "ham, Jesus elskede" (Joh. 13:23) – ja, hellere fortabe mig i Hans kærlighed. Og så leve ud denne kærlighed trods alle personlige mangler.

2.2.13 - jn