Min gode og fotoglade svigersøn glædede mig med et billede i glas og ramme, der forestillede et træ, der stod ved Susåen, hvor han havde været på kanotur med en af sine sønner.

Hver gang, jeg ser et sådant ensomt træ, der ”strækker sine rødder til bækken”, er jeg til en hel vækkelsesprædiken.  Det står ensomt, men ikke ”tørt”.  Det drikker og har overflod af liv!

Vandet er naturligvis et billede på Guds ord, på ”vandbadet ved ordet”  (Ef. 5:26).  Og det ensomme træ er den enkelte troende, ”hiin Enkelte”, som Søren Kierkegaard skrev meget om.

Jeg får stundom breve fra ensomme troende, der bedrøves over deres frafaldne sognekirke og med rette føler sig ”udenfor”, men de ”drikker” af Guds ord som levende, helsebringende vand.

Da jeg i en af vore små bibelsamtaler med en ung tamilsk kvinde understregede, at det ”vand”, Jesus talte om i Joh. 3:5 ikke er dåbens vand, sagde hun spontant:  ”Nej, det er levende vand!”  Jeg sagde til hende:  ”Du kunne ikke have givet et bedre svar!”

En forkynder sagde:  ”Den bedste musik, jeg kan høre på mine møder, er når jeg hører, når de troende blader i deres bibler for at finde det ord, jeg henviser til.”  Men ak, den ”musik” høres så godt som aldrig mere af den simple grund, at kun få er ”hjemme” i deres Bibel.

Imens holder det indrammede billede fra Susåen bibeltime med mig på sin egen stille måde!

8.10.12 – jn