Kristi hustru Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 26. september 2012 02:58
(debatindlæg 25/9.12 i avisen "Sjællandske")


I den sensationslystne interesse for Jesu evtl. hustru lad mig stilfærdigt blot sige:

Ja!  Kristus har en hustru, som enhver bibellæser véd, men denne ”hustru” er nævnt i billedlig betydning og kaldes også ”Kristi brud” som udtryk for et hjerteforhold og ikke et formelt, dødt kirkemedlemsskab.

En kvinde bliver ikke en mands hustru ved livløse ritualer eller en smart brudekjole.  Det sker i hjertet først og fremmest.  I Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil ”De nygifte”, hører man ægtemanden Aleksander sige til sin selvoptagede hustru, Laura:  ”Du gav mig din hånd, men ikke dit hjerte!” -  Sådan er kristenlivet.  Det har med hjertet at gøre.  Det er derfor Bibelen bruger nævnte billede i Kristi forhold til Hans efterfølgere.

Langt de fleste indifferente folkekirkemedlemmer, jeg møder, indrømmer da også, at hjertet slet ikke er med i deres formelle abonnement på en kristen trosbekendelse.  De er ”døde” medlemmer, ikke mere.  De har måske givet vor Herre deres kirkeskat, men aldrig hjertet, hvad der er det absolut afgørende.
-jn-