Ved åbning af et bedemøde blev 1. Kor. 2:1-5 læst op. Det taler jo om forkyndelsen af den korsfæstede Frelser  ”i svaghed og frygt og megen bæven” og alligevel i Åndens kraft.  Forkynderen, som læste ordet for os, bemærkede:  ”En sådan prædikant vil jeg gerne være!”  Det er mange år siden, men hans bemærkning lyder stadig som et kraftigt ekko i mit hjerte.

Apostlens ord star I skærende kontrast til det, han kalder ”fremragende veltalenhed”,  som vi har fået nogle emotionelle smagsprøver på fra de amerikanske partikonventer op til næste præsidentvalg.  Og vi ser, hvordan der begejstret klappes og jubles og tørres tårer bort.

Lad mig være ærlig.  Jeg var selv ved at blive sentimental og tænkte:  ”Hvem der kunne tale sådan!”  Men heldigvis indså jeg hurtigt min tåbelighed.  For er disse store, scenevante talere virkelig mine rollemodeller?

Eller har jeg gjort op med mig selv, een gang for alle, om jeg ønsker at ligne  Paulus, lille i egne øjne, men med evangeliets kraft?

En sådan forkynder af evangeliet kan ingen bibelskole, intet seminar, taler- el. mediekursus udklække.  Den slags vidner har alle været vejen omkring “Maria Universitetet”, dvs. pladsen ved Herrens fødder.  Luk. 10:42.  Det er jeg sikkert på, at også den snart 94-årige Billy Graham, der gennem årene har talt til så mange millioner, vil kunne sige “Amen” til.

Evangeliets troværdige og prosaiske vidnesbyrd af jævne mænd og kvinder er stadig Kristi ”dagsbefaling”.

7.9.12 – jn