Udeblivelsen af vækkelse og ”vederkvægelsens tider” kan føles som en ørken.  En forkynder sagde:  ”Nu har jeg rejst med ordet i mange år, og det meste af tiden har det været noget tørt noget…”.  Ak, der sker ikke noget, sagde jeg til en ældre forkynder. ”Hvor meget skete der i Jeremias´ liv?” var hans modspørgsmål.

Mens det religiøse ”establishment” var intakt, ”kom Guds ord til Johannes, Zakarias´ søn, i ørkenen” (Luk. 3:2).  Hvor forfriskende!  ”Kommer” det mon sådan til os?  Jeg læste netop, hvad der står på latin:  ”Faktum est verbum Dei…”, dvs. ”Guds ord er en kendsgerning”, dvs. Johannes oplevede Guds ord som en kendsgerning – som en frisk begivenhed, der skete for ham i ørkenen uanset hvad der ellers skete af ligegyldige ”kendsgerninger”.

Sådan er det muligt for os også.  Personligt er jeg træt af ørkesløse, teologiske belæringer og udlægninger, hvor ”rigtige” de end er.  ”Guds ord er ikke bare læreord, men leveord”, sagde Luther.  Det minder jeg vor lille samtalekreds om.  Vi sidder ikke her for at underholde hinanden med filosofiske betragtninger, rigtige meninger el. grublerier, men for at lade Guds Ånd give Guds levende ord frit løb iblandt os, så vi har noget at leve på.

En troende ven for mange år siden citerede ordet fra Jer. 15:16:  ”Dine ord blev fundet, og jeg slugte dem…”  Han bar tydeligt præg af, at han havde fået smag på Guds ord.”  Det kunne ses på ham.

Det kunne også ses på Johannes i ørkenen. Og det skal også kunne ses på os i vor ofte ensomme ”ørken”.

18.3.12 – jn