”Han førte samtaler….hver dag med dem, han traf på.”  Ap.G. 17:17

Den danske dramatiker Kjell Abell skrev i 1935 skuespillet ”Melodien, der blev væk.”  Titlen er senere blevet næsten et mundheld.  I dag kan vi hellere tale om ”Samtalen, der blev væk.” 

En mand  ønskede engang at træffe mig til en ”opbyggelig” samtale som follow-up på noget, jeg havde skrevet .Jeg tænker ofte med skam på hans besøg, for jeg var da under en verdslig påvirkning (ja, det kan ske for selv en kristen), så udover høflige replikker havde jeg ikke meget at berige vor samtale med, hvad jeg senere har smerteligt begrædt.

”Hvad taler I i grunden om, når I mødes til kaffe efter gudstjenesten?” spurgte jeg udæskende et ”kaffebord”.  Pinlig tavshed. De kunne gerne have svaret som sandt var:  ”Ingenting”.  Men hvorfor er bekendende kristne og kirkefolk så underligt intetsigende?   Ak,  religiøsitet og kirkegang er ingen garanti mod  tidsåndens skrigende tomhed.  ”Verdslighed er at tillægge det ligegyldige uendelig stor betydning”, sagde Kierkegaaard filosofisk, men ganske rammende.

Men den gode samtale har guddommelig oprindelse.  For der står jo:  ”I begyndelsen var ordet…” -  En kvinde i vor hjemmegruppe betegner sig selv som indadvendt med få ord.  Men hun lever godt med Gud og er paradoksalt nok den hos os, der har mest at bidrage med under den fri samtale. 

Kun det menneske, der lever godt med Gud, samtaler godt, fordi det er et levende kildevæld i kraft af livsforbindelsen med den levende Kilde, Herren selv, som sagde om den, der drikker af den kilde:  ”Det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.”  (Joh. 4:14). Mærk dig:  ”Til  evigt liv!”  Det vil sige:  Dette menneske har ikke blot evigt liv, men formidler det til andre.  Her er så også svaret på, hvad en god, ”saltholdig” samtale er:  Den formidler Liv, med stort L.

En af de største sjælevindere, jeg har kendt, var ansat i ”mit” firma, dvs. min læreplads som ung,  Ø.K.  Han sagde om sig selv, at i selskabslivet følte han sig underligt ”udenfor”.  Dog blev han for mig et skoleeksempel på det evangeliske kristenlivs sande mening. Han og et par andre forretningsfolk førte under Guds velsignelse sjælevindende samtaler med  mennesker, de inviterede til en ugentlig samtaleaften i deres hjem på skift.  Jeg glemmer ham aldrig.

Vær ej tilfreds med at blot være ”social”, -  diplomatisk og selskabelig.  Bliv en vindende, evangelisk samtalepartner!

4.2.12 – jn