”Det, som kan erkendes af Gud, ligger nemlig åbent for dem;  Gud har jo åbenbaret det for dem.  Thi Hans usynlige væsen, både Hans evige kraft og guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af Hans gerninger, så de er uden undskyldning.”  Romerbr. 1:19-20


På en vidunderlig morgentur i lørdags kom en mand mig i møde med sin hund og avis på en ellers mennesketom vej.  Han var, fik jeg at vide,  på vej til sin hytte, hvor fruen ventede m. ”frokost”, som det hedder på norsk –  et ganske logisk ord for morgenmad, når jeg rigtigt tænker over det.

Jeg standsede op.  ”Jeg må hilse på dig, da jeg jo véd, hvor hyggelige I nordmænd er at prate med!”  Manden smilede imødekommende og havde ikke noget imod en lille ”prat”.  Jeg sagde til ham:  ”Som dansker er jeg ganske betaget af jeres land med dette skønne, majestætiske skaberværk!” 

Nu ville han vide, hvad jeg skulle her op efter?  ”Ja, det spørger jeg også mig selv om ind imellem, men jeg er faktisk blevet inviteret!”  Og så fortalte jeg ham, at jeg hørte til de ”raringer” (dansk: skøre personer), som tror på Gud, og jeg er lige nu på et kristent stævne i Kvamsseter.  ”Tror du også på Gud?” spurgte jeg venligt.  ”Nej, jeg véd ikke, hvad jeg skal tro, der er jo så mange trosretninger…” –

”Jeg kan glæde dig med, at jeg tilhører ikke nogen trosretning i det hele taget.  Der er kun én tro, jeg er knyttet til, og det er troen på Jesus Kristus som min personlige Frelser.”  Jeg fortsatte:  ”Men du er sandsynligvis en endnu større ”raring” end jeg, hvis du tror, at dette skaberværk er kommet af ingenting?” -  ”Nej, jeg vil ikke lige sige det på den måde…  Men du er altså en kristen?”

Vi vekslede yderligere nogle ord, og så var audiensen slut.  Han skulle han hjem til ”frokost”, men han havde da lige før ”frokosten” fået en evangelisk hilsen.  Det er nok ikke så let at nå ikke-troende mennesker, men at komme dem venligt imøde kan vi da altid prøve.  Vi vidner jo både med vort nærvær og vore ord. I øjenhøjde.  Det er vort høje kald i denne verden.  Og det ”guddommelige” Norge indbyder til det.

-jn-