”Brødre og fædre!  Hør, hvad jeg nu har at sige…”  (Ap.G. 22:1)

Ingen har som Herrens udvalgte, inspirerede og myndige redskab undervist os om evangeliet så grundigt og frigørende som apostlen Paulus.  I stedet for at nedgøre ham, som nogle gør, tror vi, at apostlens breve er ligeså meget Guds ord som Jesu ord.  At sige andet er vranglære.

Men sideløbende med den grundige, apostolske undervisning har vi i DNT adskillige ex på hans personlige vidnesbyrd.  Prøv at studere dem, og du vil hurtigt anspores til selv at aflægge dit personlige vidnesbyrd, så sandt du har et.  At gøre det er nemlig 100% ”paulinsk”.

To mænd fra Jehovas Vidner stod  i går ved vor gadedør.  De er vant til at få døren smækket i rundt omkring, men kom indenfor.  Hvorfor?  Det var det med vidnesbyrdet.  De sad musestille og lyttede interesseret.  Hvilken glæde det var at fortælle dem, hvordan Den gode Hyrde fandt mig som det fortabte får.  De havde tydeligvis ingen lyst til at kolportere deres vranglære, men takkede høfligt og måtte videre.  Og de fik også med sig en lille folder med mit trykte vidnesbyrd.

Hvorfor jeg nævner dette?  For at opmuntre mine medkristne til at være frimodige med det personlige vidnesbyrd.  Det vil aldrig være teoretisk, teologisk, anstrengt, ”tørt” el. docerende, men komme selvoplevet  fra et berørt hjerte så stærkt, at det ikke kan undgå at berøre andre.

”Vidnesbyrdet, det personlige vidnesbyrd, min søn, er det stærkeste bevis på kristendommens sandhed”, sagde John Wesleys døende far til sin søn.  Paulus ville have sagt det samme, er jeg sikker på.

24.3.12 – jn