”Har Gud da forskudt sit folk?  Nej, langtfra!  Også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme!”  (Rom. 11:1)

På mine mange rejser i Tyskland besøgte jeg ind imellem en gudfrygtig olding i Slesvig-Holsten, en hædersmand, som i kraft af sin håndsværksmæssige baggrund og lederskab i egen snedkerbedrift blev sat til at lede et krigsværksted nær Hamborg under 2. verdenskrig.

Han fortalte mig, at en officer, en overordnet, en gang spurgte ham om hans ærlige mening om krigens udfald.  Han fik officeren til at love, at der ikke ville ske ham noget, hvis han sagde sin ærlige mening.  Det løfte fik han.  Min ven svarede da, at det umuligt ender godt p.gr.a. folkemordet på jøderne, og han citerede Zak. 2:12:  ”Den, som rører jer (dvs. jøderne), rører min øjesten!”

Officeren blev rasende og sagde, at hvis ikke det var for hans løfte som officer, ville han øjeblikkelig have skudt min ven, som officeren imidlertid nødtvungent lod leve.

Er jøderne stadig Guds øjesten?  Nej, lyder det fra nogle ellers gode kristne.  Guds løfter er opfyldt i Kristus, og eftersom Han blev forkastet af jøderne, gælder der for dem ikke mere nogen messianske løfter.  Jeg er uenig ud fra min Bibel-forståelse og ikke mindst ud fra Romerbrevets 9., 10. og 11. kapitel.

”Der står igen 2 ting mht det jødiske folk”, sagde engang en troende jødisk forkynder, som jeg havde den glæde at tolke for mange år siden.  ”Jøderne må forenes med deres land og med deres Messias.”  Han havde ret og underbyggede erklæringen med mange klare bibelord.

Den nuværende sekulære stat, Israel, smager unægtelig mere af politik end Bibel.  Jeg hørte engang på TV den dygtige militærstrateg, Moshe Dayan (1915-1981) sige:  ”Jeg elsker krig…”  Han havde jo kun haft succes som krigshelt og leder af Mellemøstens stærkeste militærmagt.

Men overordnet har Gud fra evighed af sin blueprint klar:  ”Herren tager Juda til arvelod på den hellige jord og udvælger sig atter Jerusalem.”  (Zak. 2:16).  Derfor elsker jeg at rejse til Israel, hvad jeg ofte gør – dog ikke fysisk, men på mine mange ”ture” gennem Bibelens blade. 

Skal jeg til Israel, ville jeg primært opsøge de minoriteter af jøder og arabere, som i  Åndens enhed mødes med Kristus som samlingspunkt, Han, som ”nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet”.  Efes.br. 2:14 - altså en lille forsmag på en kommende messiansk tid, hvor ”Hans (dvs. Kristi) ord stifter fred mellem folkene, og Han hersker fra hav til hav, fra floden til jorden ende.”  (Zak. 9:10).

Den tyske officer blev rasende over at få at vide fra Guds ord, at jøderne er Guds øjesten.  Herover raser verden stadig.  Den ganske verden med FN i spidsen skal vende sig mod Israel.  Som Fjord Christensen, en kendt forkynder for mange år siden, sagde:  ”Jøderne har det værste igen!” 

Ja, men de har også det bedste igen, nemlig Messias, som de i deres nød under verdenshistoriens største vækkelse og under mange tårer vil vende sig til, når det ser mørkest ud.  Læs hele Zak. 12 langsomt!

Intet er så ansporende for evangeliets vidnesbyrd i vor tid som netop det profetiske ord og Herrens ultimative, evangeliske frelsesplan med Israel.  Det er om evangeliet, åndskampen drejer sig, blev vi for nylig mindet om på et sommerstævne.  Og det er så evigt sandt.

23/8.11 - jn