Det lød både ved ”kirkekaffen” og fra den iranske taxa-chauffør, som jeg tidligere har lært at kende som kristen bror:  ”God påske!”

Er påsken i os som en vedvarende højtid (1. Kor. 5:8), vidner vi spontant om den nærværende, opstandne Kristus, både som frelsens friske Kilde og Forsoner for vore synder under hvis velsignelse ”alle ting” er underlagte.

Ved bordet samtalede jeg med en sød dame om Kristus som min personlige Frelser, i hvem jeg erfarer sand påske og pinse i hjertet. Jeg spurgte hende:  ”Hvor mange rundt omkring ved bordene tror du taler om påskens indhold i hverdagen? Hun medgav, at det var der nok ingen, der gjorde, hverken påskesøndag eller andre søndage.

Men flere siger til præsten ved udgangen:  ”Det var en god prædiken!”  -  uden måske at være berørt af den.  Men livligt går ellers snakken over en kop kaffe og en småkage. Sådan er det vist stort set også i frikirkerne.

”Lad os holde højtid!” (1. Kor. 5:8), ikke en bestemt kalender dag, men som glad, livsbekræftende glad højtid med front mod synden – eller sagt med apostlens ord: Uden ”sletheds og ondskabs surdejg” – dvs. i den renhed og sandhed, der hører livet i Kristus til. Det er mere end kirkegang.

Der forkyndes påske i næsten poetisk sprog som lysets sejr over mørket, det godes sejr over det onde, glæden over sorgen, døden uden brod, osv.  Og det er jo sandt, men forudsætter påskens modtagelse af Jesus Kristus som solopgangen i omvendte hjerter og med Åndens nye fylde. Hans forvandlende herlighed vil derfor andre kunne se som oftest uden ord . Bedre bevis for evangeliets sandhed og kraft findes ikke.  -  10.4.23 - jn.