”Den, der hersker retfærdigt over mennesker (dvs. Jesus Kristus!)… er som daggryet, når solen står op en skyfri morgen…”  (2.Sam.  23:4)

Kære medtroende!  Hvad skal mon vore sidste ord blive?  Davids ord var om en hinsides skyfri evighed.  Min morfars sidste ord var om det samme, da de sidste ord, der kom over hans læber på hans dødsleje var:  ”Der er lys forude!”

Den store digter Goethes sidste ord var efter sigende:  ”Lys, mere lys”, for nu fornemmede han formentlig pludselig sin gudløsheds mørke over sig.  Kristendomsbespotteren Voltaire forbandede på sit dødsleje den dag, han blev født.

Men som sagt, David så frem til en lys, skyfri morgen uden jordelivets mange, ofte depressive og gådefulde skyer. Jeg har et lønligt håb om at få et lignende dødsleje til opmuntring for mine efterladte og et vækkende kald til de uomvendte.

Også jeg kan stundom have mine mørke stunder (Es. 50:10), men jeg forbliver ikke i mørket.  Joh. 12:46 blev engang til særlig hjælp for mig, da jeg en aften i en norsk frikirke skulle prædike, hvad jeg i mit mørke skydække følte jeg ikke kunne.

Jeg gik til aftenmøde med Bibelen i hånden, stadig famlende i mørke, men glædede mig pludselig over løftet i Joh. 12:46 , som sagde, jeg ikke skulle forblive i mørket.  Jeg lod da mørke være mørke i glad forventning om, at det ikke skulle forblive sådan.

Dette er et af kristenlivets mange, velsignede paradokser, som også Paulus kunne vidne om.  Se fx 2. Kor. 6:9-10 og bemærk paradokset i ordene ”og dog!”.

”I dag er du ikke så sprudlende”, sagde en fysioterapeut til mig på et træningscenter. Her i byen Jeg prøvede i en samtale på hendes kontor at være nøgtern og måske også lidt intellektuel, men jeg tror, hun kedede sig bravt. Hendes ord har siden fulgt mig som en kærlig påmindelse om at lade den sprudlende, frigjorte glæde i Herren slippe til.

Thi dette siger David jo i Sl. 34:6  ”Se hen til Ham og strål af glæde!”     28.3.23 – jn