Min jævnaldrende, kirkevante besøgsven ville samtale om ”kødets opstandelse”, som også blev til ord om den kommende, retfærdige og inappellable dom ud fra bl.a. Joh. 5:28-29:

”Den time kommer da alle de som er i gravene, skal høre Hans røst og de skal gå frem, de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom”.

Dette kalder nogle præster for ”de to udgange” af opstandelsen, hvad Jesus også gjorde, ikke teologisk polemisk, men med evighedens alvor modsat visse stridslystne teologer, som gør det på  letkøbt, næsten underholdende vis.  Ak, vé sådanne åndeligt blinde skriftkloge!

Min besøgsven kvitterede med et venligt, overbærende smil, men erkendte dog ærligt, at vi kan rask væk synge smukt med på trosbekendelsen hver sø. og dog ”opstå til dom” (til fortabelse) tragisk uberørt i dette liv af evangeliets alvorlige enten-eller-valg.

Jefferson havde jo ret:  Guds ultimative dom sover ikke over sig, hverken for nationerne el. for den enkelte, for dig og mig. Hebr. 9:20:

”Det er menneskets lod én gang at dø og derefter dom.”  (Hebr. 9:27) - Dette ”derefter” undgår du ikke, hvis du forkaster Jesus som din fortabte sjæls eneste Frelser.

12.2.23 - jn