Jeg var i en frikirke til et foredrag for ”seniorer” om Herrens komme og ”de sidste ting” (eskatologi).  Flokken var ikke stor, men dog en blanding af genfødte troende og uigenfødte, religiøse mennesker (kirkegængere). 

Ved mit kaffebord prøvede jeg til et sådant menneske at vidne om omvendelsens alvor, men mødte kun flegmatisk munterhed.

Dette tror jeg desværre er det generelle billede af den åndelige situation i både frikirker og folkekirker.  Deres mange ”medløbere” hygger sig uberørte, ja, sådan er det stort set overalt i den vestlige verden.

Hvad er der sket med mit folk?  Er der ikke mere nogen lægedom?   Er frafaldet virkeligt så stort?  Er der i dette frafald kun dom tilbage?

Den gode, gudfrygtige foredragsholder har sikkert dybt i sig følt samme smerte overfor tilhørere uden noget ”stik i hjertet” (Ap.G. 2:37), som nok har religion og kirker, men med forhærdede hjerter.

En ivrig kirkegænger, som ikke selv har oplevet nogen personlig omvendelse, sagde til mig:  ”Vi trænger en ny vækkerrøst!” Ja, så meget kunne han i det mindste se.  Men hvor mange mon indser det?

Min gamle ven i Norge, John Olav Larsen, som Gud brugte til manges frelse, blev engang af en journalist spurgt:  ”Hvad er vækkelse?”  Han svarede:  ”Vækkelse er, når folk begynder at spørge efter Gud!” Ja, amen!

I folketinget spørges der ikke efter DK´s frelse, men om politiske  partiprogrammer.  I kirkerne er det noget lignende.  Sjæles frelse overskygges af de religiøse partiers kæpheste. En svensk pastor sagde ved et kristeligt stævne:  ”I Sverige har vi mange vakre kirker, mange gode prædikanter og mange gode prædikener, men kun få med nød for sjæles frelse!”  Skal du og jeg være blandt sådanne få? 2.2.23 - jn