Lægehusets venteværelse er at af mine gudgivne territorier for evangeliets vidnesbyrd.  Det friske ”pinsepust” i en troendes liv skal gerne andre mærke, måske på et venteværelse, hvor de ventende som oftest blot sidder og stirrer tomt ud i luften.

Jeg sad netop ved siden af en ung HF-uddannet pige og hendes mor.  Vi talte om hendes fremtidsmål.  ”De fleste mennesker er dårligt uddannet rent menneskeligt”, påstod jeg.  Hun og moren nikkede indforstået.  Jeg fortalte, hvordan jeg i min tid haft lejlighed til at spørge mange unge mennesker fra diverse skoler i ind- og udland om hvilket menneskesyn, de undervises i.  ”For der er jo kun 2 muligheder”, fortsatte jeg.  ”Enten er vi kun pattedyr eller også skabninger, skabt i Guds billede…”

Den unge pige sagde venligt:  ”Jeg er ikke religiøs!”  Jeg fortalte hende, hvor glad jeg var for de ord, ”for jeg samler på ikke-religiøse mennesker.  Det er de religiøse, jeg har de største problemer med ligesom Jesus havde det her på jorden.”  Og nu var der gang i en god samtale, og gode samtaler er en mangelvare.  Vi var godt i gang, da hun og moren blev kaldt ind.  Sådan er det jo på et venteværelse.

Jeg bad om lov til i skyndingen at give hende et lille minde.  Hun fik den lille ”hjertebog” med lutter gode bibelord og viste hen til side 5 med ordene fra Joh. 3:16, som jeg nåede at uddybe.  ”Er det volapyk det, jeg har sagt til dig?” spurgte jeg, men det var det ikke, forsikrede hun.  ”Fortsættelse følger”, smilede jeg.  Resten af venteværelset lyttede med eller også prøvede de ikke at gøre det.

”I dag er du ikke så sprudlende”, sagde en ung fysioterapeut til mig på et sundhedscenter i byen.  ”Det er da fordi, jeg i dag  skulle tale sagligt med dig”, sagde jeg på hendes kontor, men det slog mig, at vi kan blive så ”saglige” el. intellektuelle, at vi bliver rent ud sagt kedelige.  Ak, kedelige kristne modsiger det ”sprudlende” Kristus-liv i os, der gerne skulle strømme ud til andre – med eller uden ord.

I dag, søndag,  sætter jeg mig igen i en – undskyld mig -  ”død” folkekirke m. døde ritualer og en masse religiøst tingeltangel.  Hvorfor gør jeg det?  Af samme grund som Paulus gjorde på sabbatten i en jødisk synagoge (Ap. 13:14).  Det gjorde han i forventning om måske at kunne vidne for nogen om Jesus, hvilket også lykkedes.  Sådan håber jeg, alle sande kristne har det.  Ellers er det noget væsentligt, der mangler. Jeg citerer Spurgeon endnu en gang:  ”Se jer om, mine herrer, der er ikke noget, folket så gerne vil høre som evangeliet om Jesus!”  (Ap.G. 8:35).  -  13.11.22 - jn