Tandlægestolen som prædikestol Udskriv
Skrevet af Alan Navaratnam   
Tirsdag, 31. januar 2023 16:53

At gå til tandlægen er næppe nogens livret. Men min tandlæge møder mig med stor omsorg og spørger til vor familie i USA.  Hun og hendes assistent véd heldigvis, hvor de har mig, og de lytter altid. når jeg ind imellem får indflettet et lille vidnesbyrd.  Fra hjerte til hjerte. (Ord.27:19).


I går fortalte jeg om mine ture i ”kirkebil” til kirker i nærområdet, men måtte dog ærligt sige:  ”Jeg får meget lidt ud af selve gudstjenesterne, men kommer dér dog for at træffe nye mennesker, for samtalens gave tror jeg, Gud har givet mig.” 


 Jeg fortsatte:  ”Jeg tror ikke, Jesus døde på korset for at gøre det til et opstyltet, kirkeligt teater og et religiøst show.”  Jeg prøver derfor ikke at få folk til at gå i kirke,  men under samtale pege på Kristus som vejen, sandheden og livet.  Sådan er jeg blevet en ”outsider” og ensom, men dog en lykkelig mand midt i en frafalden, sorgløs kristenhed.  Men hvor meget anderledes havde for resten profeten Jeremias det?  (Se Jer. 15:16-17)


Hos tandlægen fik jeg et ildebefindende og måtte hvile lidt i den  magelige tandlægestol.  ”Det går over”, sagde jeg til Lene (som tandlægen hedder).  ”Min pacemaker gør et godt job!”  Ja, som også denne gang.  Men skulle jeg pludselig dø, mens jeg vidner om Jesus, kunne jeg næppe tænke mig nogen bedre måde at forlade denne verden på, som hastigt går sin undergang i møde (1. Kor. 7:31), selvom dens styrende, politiske magter forgæves prøver at forbedre den disse dage fuld af åndelig apati.


”Er du præst?” bliver jeg tit spurgt, og jeg kan glad svare:  ”Nej, ikke med sort kjole og hvid krave, men jeg er det dog i den forstand, at jeg prøver at gøre, hvad en statsautoriseret præst også bør gøre, dvs. at forkynde vidne om Jesus (Ap.G. 8:35).  ”Ja”, siger en trofast besøgsven, som kalder sig en kulturkristen, - ”kirken behøver en vækkerrøst!”


Det har den før haft.  At tale til og ikke bare om vækkelse er sande kristnes høje kald i samfundet.  Ja, det er og bli´r en æressag. 30.11.22 - jn