Bibelens første ord fortæller os, at denne jord var øde og tom (1. Mos. 1:2), før Gud vakte den til live m. sit ord og tændte sit lys i mørket.

 Dette afspejler iflg. apostlen Paulus det fortabte menneskes åndelige tilstand uden Guds nyskabende, genfødende indgreb i en formørket, ”død” menneskesjæl. Sådan lyder apostlen myndige forkyndelse:

”Thi Gud, som sagde:  Af mørke skal lys skinne frem”, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må skinne klart!”  (2. Kor. 4:6).

Paulus´ evangeliske ”prædiketekst” er direkte hentet fra Bibelens skabelsesberetning.  ”Øde og tom” står der om den totalt livløse jord.

I Brorsons udødelige julesalme:  ”Den yndigste rose er funden…”  (hvorom  hans ven i Tønder, den dansk talende tyske provst Schrader udtalte:  ”Aldrig har jeg vidst, at det danske sprog kunne være så smukt!”) -  synger han i 2. vers:  ”… var verden forvildet og øde, vi alle i synden bort døde”.  Sådan er Brorsons realistiske syn på vor fortabte verden. Nu og for tid og evighed. Åh ja, så ikke-gradbøjelig sand er sandheden set med Guds øjne, der gennemskuer verdens falske selvforbedringsforsøg med sig selv som både gud og djævel. Men en teatralsk jul, kirkejul, vil den have!

Jeg gik en skærtorsdag aften gennem det parkanlæg på Amager, hvor jeg boltrede mig som gudløs rebel med gudløse kammerater.  Da sagde jeg til mig selv:  ”Her levede du engang i mørke, men du vidste det ikke…” 

Jeg ville have fortsat resten af mit liv sådan, hvis ikke Gud havde gjort det med mig som Paulus vidner om:  Han brød igennem mit mørke med sit ”Det blive lys!”  og det lys fandt jeg i vor Herre Jesus Kristus. Hvor ellers? 

Er ikke også dette et juleevangelium?  Jo i sandhed, som et selvoplevet under, som jeg nu med enkle ord videregiver til andre. Spontant, dog bævende, men med Åndens velsignede hjælp (Luk. 12:12) -       22/12.22 jn