”Lad være at tage evighedens alvor blot fra den humoristiske side”, bad jeg en humoristisk anlagt ven, som jeg læste Luk. 16 for om rigmanden og Lazarus, inden jeg fik lov at bede en bøn.

”Det med fortabelsen har jeg det ikke godt med”, sagde vor sognepræst ved et aftenseminar, jeg deltog i.  Til en anden præst i samme kirke sagde jeg:  ”Måtte du tale et vækkende ord til de mange uomvendte tilhørere!”  Det gjorde nul indtryk. Han sagde upåvirket:  ”Man skal jo ikke dømme!”

I stedet for at tage Bibelens advarende ord om fortabelsen alvorligt,  polemiserer mange præster sig ud af den i fx Kristeligt Dagblad, og Johs.  Døberens ord ”I øgleunder!  Hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?”  hænger ligegyldigt i luften, men ingen kan dog klare sig med humor, polemik, skuespil, udglattende teologi, bibelkritik o.lign. 

Ingen kan heller ikke i dag undslå sig for ”den kommende vrede”, som ikke vil blive et hidsigt vredesudbrud, men en retfærdig, velovervejet dom, ingen vil vove at anfægte.  Nogle siger så afvæbnende, at beretningen i Luk. 16 om den rige mand og Lazarus ”kun” er en lignelse. 

Det tror jeg personligt ikke, men hvis det var, formindsker den ikke evighedens og fortabelsens alvor for os i dag.  Hvad er dit gode og bæredygtige argument for at ”neutralisere” el. nulstille dens alvorsord?

Men hvorfor er folke- og frikirkerne tavse herom?  En mand i nabolaget spurgte:  ”Hvilken sekt tilhører du?”  Han så ordene ”Jesus Kristus” i en lille tryksag, jeg gav ham.  Det var nok til at se på mig som ”sekteriker”.

Så kald mig bare sekteriker, fanatiker, ”dømmesyg”, dommedagsprofet m.m., men evighedens alvor på knæ for den både forkastede og herliggjorte Frelser kommer du og jeg ikke uden om. 24.1.23 jn