”David priser det menneske saligt (= lykkeligt), Gud tilregner retfærdighed uden gerninger; salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult!”  (Sl. 32:1)

En ven i Norge, hvis græsklærdom blev brugt i et norsk opslagsværk, belærte mig om en fin nuance ved retfærdiggørelsen.  Det er at blive renvasket, mente han.

Her befinder vi os i Guds retssal, hvor troen og fortrøstningen til Kristus som vor Forsoner fører til en lykkelig frifindelsesdom, hvor den anklagede totalt ”renvaskes".

Jeg har stået i en retssal 2 gange og vandt.  Sidste gang var i Norge vedr. noget forretningsmæssigt.  Efter afsagt dom jublede min advokat:  ”Jørn, vi har vundet!”

Kristne, som i Kristus er blevet retfærdiggjort og renvasket, er tit underligt jubelløse.  Tværtimod kan de virke tynget og fordømte som om skadefro anklager (Satan) har vundet.  Nej, det har han ikke.  Tak og lov. Se Åb. 12:11.

Men troens tilegnelse af retfærdiggørelsen (frifindelsesdommen) i Kristus forudsætter hjertets erkendelse af  egen syndighed og kommen til kort (Rom. 3:23).  Rom.br.´s frifindelses-evangelium sker på baggrund af vor hjælpeløse syndighed, både den åbenbare og den skjulte bag en moralsk og religiøs facade (kap. 1-3).

Evangeliet bliver ikke Himmelens balsam, hvis ikke også ”Guds vrede fra Himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker” (Rom. 1:18) forkyndes sådan som apostlen gør det i Rom.br.´s grundige fremstilling af evangeliets lærdomme fra A-Z.

Retfærdiggørelsen, frifindelsesdommen, pga. Golgatas sonemiddel (korset) hviler dermed på et retfærdigt grundlag (Rom. 4:26), dvs. at Gud fuldt ud tilgodeser sin retfærdighed, når han i lighed med tolderen i Luk. 18:14 sender os hjem til vore kære renvasket og retfærdiggjort, - ja, ”ren og retfærdig, Himmelen værdig…”

Men dette evangelium er for syndere, som véd de er det, og ikke for selvretfærdige , thi ”de raske har ikke brug for læge, men de syge.”  (Luk. 5:31).  En sådan syg var jeg.

27.1.23 - jn