Trods al afkristning giver jeg gerne  folkekirken lidt ros.  Jeg selv fødtes udenfor dens regi (USA med sine over 300.000 kirker har fx ingen folkekirke), men jeg føler som dansker en vis glæde ved  denne over 1000-årige kulturarv.  Dens gøren og laden får da også pæn avisomtale.

Jeg bryder mig ikke om alle præster, men behøver jeg det? Samværet med andre fra den gemene hob kan være berigende ved den obligatoriske kirkekaffe, som jo ikke behøver at mangle lødighed. 

Frikirkernes styrke har været deres baggrund i gamle vækkelsesbevægelser.  Men folkekirken har  en lignende fortælling.  Grundtvig var fx en vækkende ildsjæl, da han i 1810 gjorde sin entré med sin opruskende dimis-prædiken ”Hvi har Herrens ord forsvundet fra Hans hus?” – men han var ikke den eneste.

De fleste gejstlige erkender nok, at der i dag savnes en ny vækkerrøst, eftersom at gode ritualer, oplæste 10-min. prædikener, orgelbrus og salmesang i sig selv ikke er nok, hvis Åndens gnist mangler.  Men den genereres måske hos lægfolket, som det før er sket.  Behovet er der jo i en tid, hvor ”al Danmark stander i våde”. Åndeligt talt.