Hvis jeg skulle sige det på engelsk, vil jeg sige om dagen i går, søndag:  ”It was a bright day!”

Taxachaufføren, som hentede mig til en gudstjeneste til Herlufsholm Kirke (på det snart berygtede kostskoleområde!), var fra Iran og bekendte sig som en personlig kristen,  hvad der beredte mig stor glæde.  En dejlig optakt til en formiddagsgudstjeneste.. 

Jeg havde aftalt, at kirkens unge præst satte sig ved ”mit” det kaffebord efter gudstjenesten, og det behagede Herren at give mig en vidunderlig lejlighed til at give mit vidnesbyrd både overfor ham og dem, der ellers lyttede med ved kaffebordet.   Præsten spurgte mig bl.a.:  ”Hvad vil du sige til de unge, som stiller spørgsmål om evangeliet?” – Mit svar var:  ”For det første spørger de sjældent til selve evangeliet, men hvis det sker, vil jeg sige, hvad evangeliet handler om.”  Jeg citerede Spurgeon, som sagde:  ”Min teologi består kun af 4 ord:  ”Kristus døde for mig!” og det er også min teologi. Og mit enfoldige vidnesbyrd.

Den sympatiske, unge præst følte sig ikke skræmt, men måske lidt overrumplet, og vi sad i sandhed med evangeliet til bords.  Vore nådegaver er forskellige, hvad jeg siger med respekt. Måske er den i mit tilfælde:  Den evangeliserende samtale!

I en ”død” folkekirke?  Ja, den sammenligner jeg med jødernes ”folkekirke”, nemlig synagogen, som Paulus og hans ledsagere kunne sætte sig i (Ap.G. 13:14) i for evangeliets skyld.  Jeg føler, jeg er i samme situation, men som sagt vore nådegaver i så henseende er jo forskellige.

”Tiden er en anden”, sagde præsten, - ja, det har han ret i, men den er stadig tiden for evangeliet.  Mk. 1:15 står stadig ved magt.

Men jeg prædiker ikke, men samtaler blot.  Vor svigersøn tog nogle hurtige ”shots”, da jeg vidnede for en nabo på en bænk lige udenfor vor gadedør. (vedh.)  Hvad din nådegave end er, kristne ven, så lad os stå sammen, også i denne ”umulige” tid, om at ”gøre en evangelists gerning”  (2. Tim. 4:5) uanset om vi er evangelister eller ej.