”Mens Han nu tilbragte højtiden i Jerusalem, kom mange til tro på Hans navn, da de så de tegn, som Han gjorde.  Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi Han kendte alle, og fordi Han ikke havde nødig, at nogen skulle vidne om mennesket, thi Han vidste selv, hvad der boede i mennesket.”  Joh. 2:23-25.

Jeg berøres smerteligt af samme religiøse selvbedrag.  ”Mange kom til tro”, står der, men ak, uden nogen frelsende livsforbindelse med Jesus.

Ordet ”religiøs” nævnte min nyomvendte lillesøster, Ruth, for mig som dreng.  Jeg troede, det var et godt ”plusord”, men hun mindede om vor slægts udbredte religiøsitet som åndeligt skalkeskjul for et uomvendt liv.

Jeg forstod Ruth, da jeg selv blev en personlig kristen, 1-2 år efter hendes alvorsord.  Da fik jeg selvbedraget ind på livet – både kirkeligt og i familjen.  Når jeg måske snart tager afsked med dette jordeliv, vil jeg ikke mødes med dem igen i evigheden, hvis de ikke i tide omvender sig.

Djævelen er mesteren over alle mestre i ”engleagtig” religiøsitet og kunne  tage heri en teologisk doktorgrad, der udelader omvendelse og Helligåndens værk i en fortabt menneskesjæl.  Smlgn. 2. Kor. 11:14-15.  Ak, jeg møder hans utrolige, moderne mesterstykke igen og igen.

Billy Grahams vækkerrøst mod USA´s religiøse selvbedrag savner vi.

Men den anførte tekst fra Joh. 2 fortsætter i kap. 3 med et velsignet ”MEN,  dog udeladt i ny ovs.  -  ”Men der var blandt farisæerne en mand…”  (Joh. 3:1), som fik et frelsende, natlig møde med Jesus..  Den slags samtaler sker stadig.  I sådanne har jeg selv deltaget og ønsker inderligt at gøre det, indtil min mund for altid lukkes i denne verden.

 O,  måske skulle også du , som læser dette, besinde dig på evighedens alvor ind for Ham, som ser alt og véd, hvad der bor også i dig dér, hvor du prøver at skjule dig.  – 15.7.22 - jn