Kristi ufortjente nåde, som ikke tilbagekaldes! Udskriv
Skrevet af Alan Navaratnam   
Onsdag, 22. juni 2022 17:12

”… men min nåde tager jeg ikke fra ham!”  (Sl. 89:34)

Disse ord blev sagt om Herrens tjener, David, som trods alle fejl og brist var genstand for nådens uigenkaldelige udvælgelse.

Sådan er det med hvert Guds barn, frelst af nåde (Ef.2:8). Det tror jeg også jeg er.  Men kan nåden ikke fratages et Kristus-troende menneske? Nej, den troendes synder vil altid være et ”familieanliggende”, som Gud selv tager sig af,- til tugt, men ikke til fordømmelse.

Jamen, blev nåden ikke taget fra kong Saul?  Han kendte slet ikke til nåden.  Gud gav ham privilegier, men selv var han ikke et genfødt menneske.  Dette er også mange religiøse menneskers problem i dag.  De går måske flittig i kirke, men kender ikke til nogen åndelig, ny fødsel.

Den frie nåde-forkyndelse er der venner, som misbilliger.  For dem  er nåden ikke uigenkaldelig, men beror på et helligt, helhjertet liv, som de dog ikke selv lever op til, hvis de skal være ærlige.  Jeg hørte om en prædikant, der tordnede løs mod sine tilhørere og advarede dem om, at hvis ikke de var så og så helligjorte, ville de ikke ”komme med”.

En god ven spurgte ham, om han mente, han selv ”kom med”, når Jesus kom for at hente sin menighed, - Jo, det mente han da.  ”Hvorfor tror du det?”, blev han spurgt.  Og da kom det frem:  ”Jeg tror, det sker af nåde!”  Min ven sagde da til ham:  ”Du tror på nåde for dig selv, men hvorfor kan ikke prædike den nåde for andre?”

Nåden tager Herren ikke fra sine børn, men de er under nådens opdragelse (Tit. 2:12) – ofte med hårde slag (Hebr. 12:6), men det er noget ganske andet.  Er du et sandt Guds barn, véd du, hvad jeg taler om, men nåden tager Han ikke fra sine lige så lidt som Han gjorde det overfor David.  -  22.6.22 - jn