Ja, det får jeg tit at vide, at jeg gør, når jeg konfronterer et ”pænt”, religiøst menneske med omvendelsens ”must”, sådan som Jesus gjorde overfor den lærde teolog, Nikodemus, i Johs. ev. 3.  Han var ydmyg nok til at lytte og forlod Jesus som et genfødt, troende menneske, tror jeg.

 Jeg var en ”Nikodemus-kristen”, der ikke ”kom ud af busken” det første 1½ års tid som nyomvendt.  Nikodemus sagde ikke :  ”Nu dømmer du jo, nej, han lod sig bedømme og fik den afgørende klarhed ind for evigheden.

I Joh. ev. 2, altså kapitlet før Joh. 3, læser vi om en stor vækkelse i Jerusalem, hvor mange tilsyneladende kom til tro (v. 23), og dog læser vi:  ”Men Jesus betroede sig ikke til dem…” dvs. Han troede ikke på dem, men ingen havde ret til at sige til Ham:  ”Nu dømmer du jo!

Også Jesu efterfølgere kommer ud for situationer, hvor de med Åndens dømmekraft må betvivle en religiøs, aktiv og besnærende bekendelse,  men må sige som til Nikodemus: ”Du må fødes på ny!”

 Peter sagde fx til Simon, som  var kommet til tro og blevet døbt (Ap.G.  8:13)  ”Dit hjerte er ikke ret for Gud!”  dvs. der var ikke sket noget se i hjerte og sind.  Her ligner han mange døbte mennesker i dette land.  ”Jamen, nu dømmer du jo!” får jeg igen at vide.

En genfødt kristen er et menneske, der er sket noget med.  ”Det skete…”sagde Paulus i sit personlige vidnesbyrd i Ap.G. 22:6.

Er det sket noget med dig?  Kan du sige som den blinde mand:  ”Eet véd jeg, at jeg som var blind, nu kan se!”  Hvordan er ikke væsentligt, men afgørende er, at ”det skete!”  Eller vælger du at være religiøs  uden der er sket noget med dig?  Dette er dit alvorlige evighedsvalg!  -  16.5.22 - jn