For snart en del år siden mødte jeg et par unge mormoner på gaden, den ene var dansk.  Jeg var på det tidspunkt rekonvalescent efter noget hjerte-kvababbelse på sygehuset.  Jeg læste et ord for dem.

Så sagde de:  ”Kunne du ikke tænke dig at komme til os og fortælle, hvad du lige har fortalt os?”  Jo, jo, hvis jeg måtte tale frit. Så en aften i en privat villa vidnede jeg for dem.  Men en mormon-leder imødegik skarpt, hvad jeg sagde, jeg indlod mig dog ikke i nogen diskussion, men takkede fordi de ville se mig, hvorefter jeg stilfærdigt forlod dem.

Havde det været en Jehovas Vidner-gruppe, ville jeg have gjort det samme.  ”Vinden blæser, hvor den vil…” i dens egen retning for mit liv. Jeg har vidnet om Herren blandt kirkefolk, ateister, nydanskere, i paneldebat,  i udlandet, fx for dejlige rumænske børn (med tolk) – på skoler, på rejser, til lands, til vands og i luften, - hvilket privilegium!

Hos  ”solide” og velfunderede bekendende kristne savner jeg ofte et dugfrisk, personligt Kristus-vidnesbyrd.  Men jeg skal ikke kaste med sten, for jeg var jo selv temmelig tavs i begyndelsen som ny kristen.  Men det ”kan ikke skjules i længden.”  (1. Tim. 5:25).  Også jeg måtte ud af busken.

En ung, amerikansk mormon mødte jeg senere en vinterdag.  Han sagde:  ”Jeg var så glad for det, du sagde med at Kristus døde i fuld offentlighed for vore synder, og at også vi må tage et offentligt standpunkt for Ham!”  Og som min højt skattede ven, Th. Mundus, engang sagde til mig:  ”Hver gang, du bekender Kristus for mennesker, bekender Han dit navn for sin himmelske Fader!”  (Mt. 10:32).

”Vidnesbyrdet, min søn, vidnesbyrdet er det stærkeste bevis for kristendommens sandhed”, sagde John Wesleys far til sin søn.

17.5.22 - jn