Vi bør tale ydmygt om Helligånden også kaldt ”Talsmanden”  Joh. 14:26. ”Han skal lære jer alle ting…”.  Han er altså mere end blot en ”kraft”.

For Jehovas Vidner er Han kun en kraft.   Man hører dog ej sjældent kristne omtale Helligånden som ”den”, ikke som Ham. Men Paulus advarer os mod at ”bedrøve Guds Helligånd”  (Ef. 4:30). Vi kan bedrøve Kristus selv og Hans Ånd, men pladsen tillader ikke at nævne de mange ex i Bibelen på, at Han er en person, som vi kan bedrøve el. volde sorg.

Ganske vist er ordet ”ånd” (pneuma) intetkøn, men det gør ikke Helligånden til et intetkøns begreb.  Ordet ”baby” er fx rent grammatisk i intetkøn, og vi kan tale om den baby, men moderen til sin baby vil ikke tale om den nyfødte som intetkøn, men som ”ham” eller ”hende”.

Paulus talte om sig selv som ” det ufuldbårne foster”, 1. Kor. 15:8,  (intetkøn), men det betyder ikke, at han betragtede sig selv som intetkøn, selvom der i vor tid findes gudløse røster, som gør det fødte menneske til intetkøn i udgangspunktet, hvorefter det senere kan vælge, om det vil være en ”han” eller ”hun”.  En sådan pervers forvrængning af skaberordenen vil jeg ikke ofre mere opmærksomhed på her.

Kristne, der lever i samfund (livsforbindelse) med Gud, taler ofte indbyrdes om Åndens påmindelser, hvor fx et ord fra Skriften bliver til hjælp og velsignelse.  ”Ånden mindede mig om…” – ”Ånden gjorde levende for mig…” lyder det, hvor Åndens sigte altid er Kristus-forherligende (Joh. 16:14:  ”Han (ikke den) skal herliggøre mig…”).

Det fatter ikke verdslige mennesker, men det en herlig sandhed for troende kristne.  Aldrig i mit kristenliv har Åndens gerning i min åndelige fattigdom betydet så meget for mig som nu på min livsaften.  Åndsfyldte kristne er Kristusfyldte mennesker.  25.4.22 - jn