Som ung i troen sendte Gud flere gode, troende brødre på min vej.  De passerer på en særlig måde revy for mit indre nu i min høje alderdom. 

En velsignet forkynder skiller sig måske særligt ud, nemlig et udvalgt dansk/norsk redskab, nemlig, Th. Mundus, en hårdt prøvet mand, som bl.a. min morfar (selv hårdt prøvet) i den grad tog til sit hjerte.

Han bliver ved at ”tale efter sin død” (Hebr. 11:4) på en opbyggelig og trøsterig måde, da jeg nu befinder mig i en situation, også rent helbredsmæssigt, hvor Mundus´ tjeneste er særligt relevant for mit liv.

Jeg hørte ham i  en prædiken opholde sig ved Ef. 2, især ved v. 7:  ”… for at Han (Gud) i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.” 

Mundus sagde:  ”Hvornår er ”de kommende tidsaldre?” og svarede selv:  ”Det er allerede i morgen!”  Og han fortsatte:  ”Da Herren tog helbredet fra mig, føltes det ikke godt, men det var alligevel Guds store godhed!” – Jeg forstod ikke da, at en så prøvet og syg man kunne sige sådan.

Men det forstår jeg bedre nu, hvor min legemlige svaghed har isoleret mig,  men dog i forunderligt selskab med Guds dyrebare ord og Herrens godhed.  Jeg sagde til min gode huslæge, Charlotte:  ”Jeg er irriteret over, at jeg stadig er i så godt humør, for jeg burde være deprimeret.”  Hun smilede ad min ”galgenhumor”, som dog var reel nok.

Men Mundus talte om erfaringer, jeg ikke selv kendte til, men som senere kom som prøvelser ledsaget af Herrens godhed, ordets trøst og håbets lyse udsigter, hvor Guds ord i dag er blevet mere nærværende end før. Jeg er stadig ”evangelist”, men oplever også, at en sådan tjeneste er forbundet med lidelser (2. Tim. 4:5) og ikke altid med opstemte ”halleluja-følelser”, men de er der selvsagt også!  -  Ja, i rigt mål!  17.3.22 - jn