Min søster, Ruth, var kun 11 år, da hun tog imod Jesus som sin personlige Frelser, - jeg var 13, men ikke frelst.  Det blev jeg først som 14.3/4-årig.

Ruth og jeg talte tit om åndelige ting, hvor jeg gjorde mig klog på meget, jeg ikke vidste besked om.  Hun sagde fx:  ”I vores familie er de meget religiøse!” – Fint, tænkte jeg, for så går de op i religion, men det så Ruth ikke som noget positivt.

Hun lærte snart at skelne mellem en udvortes religiøsitet og selve den frelsende og personlige tro Jesus, og herom vidnede hun nidkært for mig.

Hun var det første menneske, som prøvede at klargøre for mig, at religiøsitet, hvor  ”from” den end kan se ud, ikke er nok.  Dengang vidste jeg intet om disse alvorlige spørgsmål.  Det blev jeg heldigvis klar over, da jeg selv blev omvendt og født på ny. 

Da indså jeg, at religiøse mennesker er særdeles vanskelige at nå ind til, for de tror, deres religiøsitet frelser dem.   Herren selv havde det sværest med religiøse ledere, men ”toldere og syndere plejede at holde nær til Ham for at høre Ham.”  (Luk. 15:1)

Fil. 3:8 er i ”Bibelen på hverdagsdansk”  meningsoversat sådan:  ”Derfor har jeg taget afstand fra min tidligere religiøsitet og kasseret den som affald.”    Paulus var dybt religiøs, indtil han fik med Kristus at gøre, hvorefter han tog afstand fra sin lovbundne religiøsitet.  Jeg kender troende, som Gud ske lov har gjort det samme.

Vi nærmer os nu påsken, og netop ved en påskehøjtidelighed i Jerusalem ”kom mange til tro på Hans navn”  (Joh. 2:13), men ”selv betroede Jesus sig ikke til dem…”  (v. 24), dvs. de var religiøse , men ak, ikke mere.

Hvordan er det med dig?  Er du religiøs eller frelst og født på ny?  Forarger mit spørgsmål dig?  Gud give, vi alle forstår alvoren i denne sag.

22.3.22 - jn