Ærlig syndserkendelse |
Skrevet af Alan Navaratnam | |||
Onsdag, 18. august 2021 09:02 | |||
En god, troende kvinde reagerer på min forkyndelse af vor egen elendighed og vor samtidige redning i Kristi frelsesværk. Hun skriver: ”Jeg tror ikke, det ærer Jesu navn i en uendelighed at diske op med alt det, der kan plage En!” Og hun fortsætter: ”Lad os dog tænke på Jesu lære, inden vi vasker alt vort snavsetøj i fuld offentlighed!” Hun insinuerer, at jeg gør mig skyldig i dette. Men lad os nu ikke gå fejl af hinanden. Selvfølgelig tror jeg ikke på at vaske lagener i fuld offentlighed som førhen hos ”Oxford-bevægelsen, men derimod at ophøje og ære Golgata-værket, hvor Jesus som Guds Lam bar vore synder og sænkede dem i havets dyb (Mik. 7:19). Den sag er klar. Men at et troende menneske vedgår sin elendighed i sig selv og sin fuldkomne stilling i Kristus har med ærlig selverkendelse at gøre, hvor vi vandrer i lyset uden at pynte på os selv. Er sandheden i os , vil syndserkendelsen også være i os (1. Joh. 1:8). Det var den hos Paulus (Rom. 7::18, 20), hos Johs. Døberen (Mt. 3:14), hos Peter (Luk.5:8), Esajas (6:5) og hos alle gudfrygtige mænd og kvinder i historien. John Bunyan, forfatteren til ”Pilgrimsvandringen”, vidner stærkt herom i sin selvbiografi ”Bundløs nåde.” Eller som Spurgeon siger: ”Vi kæmper med den indvortes synd samtidig med, at vi glæder os over at være fri for fordømmelse.” Men det er ikke offentligt at vaske snavsetøjet. Det ”vaskes” nemlig alene i enrum med Herren uden offentlig beskuelse, og personligt er jeg taknemlig for ordene: ”Salige er de, som tvætter (ikke tvættede!) deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden!” (Åb. 22:14). Dér vil jeg gerne selv være. 11.8.21 - jn
|