Evangeliet om syndernes forladelse Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 27. oktober 2020 07:45

En gudfrygtig kvinde, som betød meget for mig, dvælede meget ved syndernes forladelse.  Jeg satte uendelig meget pris på hende, men selvom også jeg troede på Jesus som min fortabte sjæls eneste Frelser, havde hendes ord ikke samme ”vægtfylde, som de ville have haft i dag.

Det skyldtes især 2 ting.  For det første indgik ”syndernes forladelse” pr. automatik og uden videre i trosbekendelsens ritual, som nok blev korrekt fremsagt (el. sunget) uden dog at gribe hjerterne så mærkbart.

Den anden grund var min lidt for overfladiske syndserkendelse .  Men som ældre kristen er jeg smerteligt bevidst om min syndighed og griber  nu anderledes begærligt om ”forløsningen ved Hans blod, syndernes forladelse”  (Ef. 1:7).  Brorson sang:  I Jesu blodestrømme sænker jeg mig i (i salmen ”Hvo vil mig anklage…”). Ham er jeg åndeligt forbundet med.

Jeg var kundskabsrig, men manglede den tætte, åndelige berøring med syndernes forladelse.  Men som fortidens synder vælter ind over mig som tsunami-bølger, er det nu kun korsets magtfulde ord, der driver dem tilbage.

I helliggørelsesbøger kan man møde ord som fx:  ”Du tror nok på evangeliet om syndernes forladelse, men der hører mere med!  Du har blodet, men ikke Ånden!”  Det er for mig gudsbespottelig tale.  Noget mere end blodet!  Nej, dette ”mere end” bør skiftes ud med det lille ord ”også”.  Med frelsen i Kristus hører også med alle åndelige velsignelser, som er skænket os i Kristus  (Ef. 1:3). Og ja, på blodets grund.

Men det betyder ikke, at vi bli´r syndfri.  De, der taler sådan, bedrager sig selv. (1.Joh. 1:8.)  Er du uenig?  Vel, lad os tales ved, når du selv bliver ældre og er tættere på evigheden, som jeg håber, du er fortrolig med.

20.9.20 - jn