”Jeg vender tilbage til Zion…” (Zak. 8:3) Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 02. Juli 2020 04:53

Jo mere jeg bevæger mig i Bibelens oaser omkring de messianske løfter, hvis opfyldelse dog suverænt ”Faderen har fastsat af egen magt”  (Ap.G. 1:7), jo mere pro-Israel bliver jeg el. rettere:  Jo mere pro Gud bliver jeg pga. Hans nådes udvælgelse, Hans barmhjertighed, Hans medynk med de fortabte, Hans styrelse og frelsesplan.

I det lys læser jeg i DGT både om Guds strenghed og nåde imod Israel, for hvem det værste nok er igen, men til sidst, når landet næsten er udslettet bortset fra en lille ”rest”, vil Herren atter ”trøste Zion og udvælge Jerusalem” (Zak. 1:17).  Det sker i Hans time i en i kommende ”guldalder”, hvorom Herren jo talte flere gange under sin fornedrelse her på jorden.

Dette gør os ikke specielt politisk  engageret -  så lidt som Paulus var det – men den giver vort kald og vidnesbyrd både perspektiv og horisont.

Det havde en ældre, afdød ven i  Schleswig-Holsten, som under krigen var værkstedsleder nær Hamborg.  Han besvarede en tysk overordnedes spørgsmål til ham, om de ville tabe krigen, med et ord om jøderne:  ”Den, som rører jer, rører min øjesten” (Zak. 2:12).

Værkstedslederen tilføjede:  ”Det folk, som gør ved jøderne, hvad vi har gjort, kan det ikke gå godt!”  Hans nazi-chef ville i raseri have skudt min ven på stedet, men havde på forhånd lovet ikke at ville gøre det.

Hans svar var risikofyldt og ikke oplæg til en teologisk diskussion.

Jeg traf som sagt denne ældre mand ved flere besøg dernede, og vi har kunnet bøje vore knæ i bøn sammen – ikke åndeligt opblæste, men i ydmyg tilbedelse og taknemlighed over Guds ufortjente nåde mod os som fortabte syndere i den ”nådens og bønnens Ånd”, som ser hen til den korsfæstede  (Zak. 12:10) som vor – og jødernes – eneste, evige redning.

1.7.20 - jn