Når du åbner din Bibel… Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 30. juni 2020 17:31

Ja, da skal du tænke på 2 ting:  1) Den er ”indblæst” (indåndet) af Herren selv (2. Tim. 3:16), og 2) at Herrens øjne hviler på den hellige Skrift.

Det sidste har jeg fra forkynderen, Th. Mundus, som i en bibeltime over Hebr.brevet kommenterede ordet:  ”Se, jeg er kommen, i bogrullen er der skrevet om mig…”  (kap. 10:7):

”Falder det dig tungt at læse hele Bibelen, men så husk på,  at Herrens øjne hvilede på Skriften, for ”i bogrullen er der skrevet om mig.”” -  De ord har jeg ikke glemt som en stadig påmindelse og opmuntring til også at lade også mine øjne hvile meget på Skriften (”bogrullen”).

Jeg frydes over medkristne, har som har det som Mundus. Omvendt er det trist at møde kristne, som så at sige intet forhold har til Bibelen.  Selv præster kender tit deres Bibel meget dårligt, men beskæftiger sig ofte kun med den lovbefalede bibeltekst, som loven påbyder dem at prædike over om søndagen.  Det kaldes ”dagens tekst”.

Jeg kunne lide, hvad min gode ven, Rolf Svindland, engang sagde på et formiddagsmøde, da han læste for os det ord, Herren havde givet ham at tale over:  ”Dette er dagens tekst for mig!” – underforstået: selvom den måske ikke er den officielle, lovbefalede kirketekst.

Jeg er dybt taknemlig over, at jeg i min tidlige ungdom lærte sådanne originale ordets tjenere at kende modsat lovbundne ”tekstprædikanter”.  Herren brugte dem i mit liv som opildnende tilskyndelse til at blive endnu gladere for min Bibel.

I praksis betyder det, at både under bøn og i andre situationer, bliver jeg tit mindet om et eller andet godt ord fra Skriften til forløsende hjælp i et kritisk øjeblik.  Det tror jeg er intet mindre end Åndens gerning.  Mange troende har det nok sådan.  Ånden bruger da det velsignede ”materiale”, der allerede er indplantet i dig gennem din omgang med Bibelen.

Lad dette være en opmuntring for enhver, som er genfødt ved ordet (Jak. 1:18), thi ”støv på din bibel er rust på din sjæl”  (Spurgeon).

30.6.20 - jn