Livet har lært mig, at jeg så vidt muligt skal undgå politiske og teologiske diskussioner, for de trætter mig til døde og ender oftest i en blindgyde.

Og dog er jeg meget interesseret i både mit lands styreform og i bibelsk  teologi med dens intense og oplyste tankevirksomhed.

Men al gør-det-selv-religion må gå sin gang frem til gravens støv, -  den fortjener det ikke bedre.  Derimod bliver jeg som ældre mig mere bevidst om, at min evige salighed hverken skyldtes min ”frie vilje” og dens ”fulde overgivelse” el. nogen ”objektiv” kundskabstro, men det var udelukkende Ham, der opsøgte og fandt mig og suverænt vandt og overvandt mig.  Denne ufortjente nåde er mit bævende omkvæd til mit sidste åndedrag.

Han fandt mig, og Han vil også finde dig, kære ven, hvis du lader dig finde af Ham.  Det er præmisserne for en evangelists tjeneste.

Et pens. postbud (89), som jeg mødte ”tilfældigvis” på en lille morgentur i går, spurgte mig:  ”Hvordan?” da jeg vidnede for ham glæden i Kristus  som en nærværende Frelser i liv og i død.  Og en god samtale fulgte.

Vidnesbyrdets ”dagsorden” er den samme som hos Paulus´ i 1. Kor. 2:1-5.  Jeg kan ikke nogetsteds finde den bedre og mere udfordrende udtrykt.

Men når jeg i dag tænker tilbage på de unge sjæle, som evangeliet bragte til omvendelse, ofte under tårer, véd jeg, det var Åndens og ikke mit værk.  Han ophøjede Kristus og drog sjæle til Ham.  Ingen bibelsk oplært forkynder tør andet end at give Herren al æren, men må sige med Esajas:  ”…alt hvad vi har udrettet, gjorde du for os.”  (Es. 26:12)

Ingen går til Himlen som helgener.  Den slags findes kun i pavekirken, men ikke i den kirke, ”som Han købte sig med sit blod.”  (Ap.G. 20:28).

En fattig, fortabt og hjælpeløs orm

i dine arme faldt,

du var hele min retfærdighed,

min frelse og mit alt!

(på en ukendt missionærs gravsten – fra engelsk)

22.6.20 - jn