Bankkunde-udvekslinger Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 20. juni 2020 12:17

Min søde, unge bankrådgiver, som viser stor omsorg for mig, kan ikke meget opmuntrende sige om den nedtur, der har berørt os som kunder m. værdipapirer, inkl. hende selv, men ”hav is i maven”, sagde hun.

Hun sagde:  ”Og så véd vi jo, at der findes En, som står over det alt sammen, og som passer på os!” Banalt måske, men hendes ord gjorde mig glad.  Jeg kalder spøgefuldt min provinsielle, hyggelige bank ”Korsbæk Bank”, som jeg også har givet Guds ord til.  Derfor kan hun tale familiært til mig midt i en krisetid.

Men okay, hendes ord er banale, men åbner dog døren på klem for samtaler om ”det, der er større end os” (som folk siger), og det har vi  brug for i en tid, hvor hele verden ængstes og er i rådvildhed (Luk. 21:25).

Min afdøde, norske ven, John Olav Larsen, blev en gang af en journalist spurgt:  ”Hvad er vækkelse?”  Det skete på et tidspunkt, hvor han oplevede megen åndelig vækkelse. Han gav et meget godt svar, synes jeg:  ”Vækkelse er, når vort folk begynder at spørge efter Gud!”

Det sagde han på et tidspunkt, hvor der tilsyneladende ingen ydre nød herskede i velfærds-Norge, men hvor en desillusioneret ungdom, der savnede et varigt, åndeligt svar, blev draget af en vækkende evangelisk forkyndelse.  Tænk, om dette kunne ske nu midt i en pandemi- tid.

”Sjællandske”-avisen, som jeg har skrevet i over 50 år, gi´r også plads til læsere, som offentligt håner mig pga. de Guds ord, jeg får lov at bringe, men uden hån fra redaktionen.  Engang spurgte de mig i et møde om mit ståsted.  Jeg beroligede dem med, at jeg altid ville skrive indenfor rammerne af vor fælles trosbekendelse.  Det svar godtog de, men jeg står på en ensom post, og så godt som ingen medkristne viser solidaritet omkring det evangelium, hvis gerning vi alle er kaldt til.  2. Tim. 4:5.

Men er det så underligt?  Paulus måtte konstatere ved afslutningen af sit liv og på et tidspunkt, da han virkelig havde behov for medkristne venner:  ”Alle svigtede mig!”  2.Tim. 4:16.  Men ikke Herren!

– 20.3.20 - jn