Forsoningen Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 20. juni 2020 11:39

Langfredag står specielt i korsets tegn, hvor vi dvæler vi ved Golgata. Men hvad skete dér.  Åh, siger nogle:  Det er historien om døden for en god sag, en uskyldig mands lidelse for ondskaben, sejren over døden, et idealistisk forbillede på uselvisk kærlighed, osv.

Men der er også stadigvæk, heldigvis, ind imellem plads til et budskab om selve forsoningen ”for vore synder, ja, ikke alene for vore, men for hele verdens”  (1. Joh. 2:2), og det skal vi fortsat frimodigt vidne om og henvise til hver gang, vi peger på fx korset i vort flag.

Forsoningen handler ikke om at mildne Guds vrede.  Gud trænger ikke til at forsones.  Fjendskabet er helt på vor side.  Det er vort fjendskab og oprør mod Gud, Jesus døde på korset for – ja, det er os, Guds fjender, ”fjendske af sind (Kol. 1:21), der skal forliges. Korset skyldes Guds kærlighed, ikke Hans vrede.  ”Thi således elskede Gud verden, at Han gav sin Søn, den enbårne…”  (Joh. 3:16).  O, råb det ud i dag, I forkyndere!

Jeg opholder mig ofte ved Luk. 18:13, især efter hvad en græsk-kyndig ven viste mig i min pure ungdom.  Han sagde:  ”På grundteksten står der ordret:  ”Gud, bliv forsonet med mig, synderen!” På dansk:  ”Gud, vær mig synder nådig!”  Jeg véd om en mand, der ellers var en modstander, men på sit dødsleje bad akkurat den bøn.  Hans søn fortalte derom og sagde:  ”På den bøn gik min far hjem til Gud!”

Når jeg siger, jeg opholder mig ofte ved Luk. 18:13 er det ensbetydende med at sige, at jeg opholder mig meget ved korset, dvs. korsets evangelium, ved blodet, ved forsoningen overfor hvilken jeg står lige så afpillet som tolderen i templet uden anden tilgang til Guds rige.

10.4.20 - jn