2 høflige J.V.- mænd, fik lov at besøge mig, eftersom mit eget forhold til Kristi evangelium igen bestemmer mit forhold til mine omgivelser, overfor hvem mit kald er at gøre en "evangelists gerning"  (2. Tim. 4:5).

Jeg kender godt deres lære, ja, jeg har ovenikøbet skrevet offentligt om den, men forinden ladet deres informationschef læse min artikel for at tjekke, at jeg fremstiller dem korrekt, så de ikke senere skal sige:  "Det har vi aldrig sagt!"  Det synes ledelsen var meget fair og roste mig for min objektivitet.

Jeg lod lyttende de 2 mænd fremføre, hvad de havde på hjerte uden at afbryde dem.  Derefter drak vi en kop kaffe, og  så fik jeg ordet, som altid får  karakter af et vidnesbyrd, som  altid virker stærkere end trættekær diskussion - og det er J.V. jo ikke vant til, når de ringer på hos folk.

Jeg er ligeglad, hvem der sidder overfor mig, når blot jeg får lov at vidne  om, hvordan Jesus Kristus kom ind i mit liv som et under, der virkelig "skete" i samsvar med, hvordan også Paulus vidnede.  Se Ap.G. 22:6.

Men jeg sidder overfor en fremmed åndsmagt, som tilfældet altid er, når evangeliet slippes løs.  Da er jeg altid ved Guds nåde på "hjemmebane".  J.V. har et nærmest "hjernevasket" forhold til den vranglære, de er opflasket med, men intet selvoplevet forhold til vor Herre Jesus Kristus, som de ikke anerkender som del af Treenigheden.

Det er dybt tragisk at høre dem køre frem med dogmet om Guds navn som "Jehova", hvad jeg principielt ikke har noget imod, men dér sidder de fast uden at kende frelsen i Kristus.  Som ung lærte jeg:  En ret forkyndelse af Kristus bevarer dig fra falsk lære.  "Hvad mener I om Kristus?"  (Mt. 22:42) er  det springende punkt.  Hvad vi har at sige om Ham som en selvoplevet erfaring får al vranglære til at blegne.  Også overfor J.V.

"Er du med blandt Herrens vidner, følger du i Jesu spor..." sådan husker jeg et par evangelister næsten altid sang på deres evangeliske møder i min ungdom.  O, lad os give evangeliet den plads, det fortjener!

7.11.19 - jn